Hvergang jeg mit Øje lukker for at nyde Drømmens Dvale,
aabnes atter for mit Minde disse store hvalte Sale;
hvide Marmorkroppe lyse i de skyggefulde Rum —
mellem Oldtidskunstens Værker staar jeg undrende og stum.
En for En paa ny de fagre Støtter stige for mit Syn:
Du Apollon, guddomsslanke Yngling med de stolte Bryn,
og Antinoos, Du skjønne, med det vage Vemodsblik,
som saa ung alt maatte tømme Lethes tunge Dvaledrik.
Djærve, manddomssunde Nilgud, løvestærk, men tam og from,
paa hvis svære Gudelegem kaade Drenge kravle om.
Yngling hist, som spænder Musklen til et vældigt Diskoskast,
og Demostheues, den spinkle, men med Blikket klogt og hvast.
Du Octavian, som stirrer grublende i Fremtid ud;
og Du Knøs, som sorgløst skraber Cirkusstøvet af Din Hud.
Skælmske Faun, til Træet lænet, med et Smil om Læbens Bue,
og Narcis, som staar betagen ved i Bækken sig at skue.
Du Laokoon, med Slangens fæle Slyngning om Din Krop,
sprællende i Dødens Favntag, skrigende mod Himlen op;
Galler, Du, som ligger fældet hist paa Capitolium,
men beskæmmer dog Din Fjende ved at dø saa stolt og stum.
— Skjønne Støtter! Fjernt fra Dalens kvalmende Orangeduft
aander jeg i Eders Nærhed Bjærgets rene, stærke Luft.
Skærpet føler jeg mit Øje, modnet Hjerte og Forstand
til at se, hvad der er ædelt, stolt og herligt hos en Mand.