Fra Monte Pincio en Aftenstund
betragtede vi Solnedgangen sammen.
Steneges sorte Løvport danned Rammen,
hvori vi saa den gyldne Himmelgrund.
Sin Duft udaanded Oleandrens Flor.
Springvandet plasked. Over Marmorskaalen,
randfyldt af smeltet Sølv, sig løfted Straalen
og sank og steg med Glans af Perlemor.
I Skumring dybt dernede Staden laa.
Langt ude, hvor dens Bygningsvirvar endte,
imod et Lufthav, der i Luer brændte,
sig løfted Peterskuplen dunkelblaa.
Og af det store skumle Chaos sprang
Ildgnister frem i lange, lige Rader,
indfattende i Flammerids dets Gader.
Fra alle Taarne Vesperklokken klang.
Hjemad vi fulgte Flodens øde Dæmning.
Der blev ej talt. Men tyst han tog min Haand.
Det var, som om han følte, at min Aand
blev Et med hans i Nattens store Stemning.