Jeg mindes ej, at jeg tilforn
saa lykkelig har været.
Men mon og nogen Tid jeg saa’
en Maj saa skjøn, en Luft saa blaa
og blændende i Skæret.
Hvor plasker dog Fontænen kjønt,
hvor muntert Solen skinner,
hvor dufter Mandelblomsten sødt,
hvor vugger Figentræet blødt
med Løvets brede Finner.
Ny tykkes mig hver Kvæld, hvert Gry,
som farver Himmelranden.
Men spørger jeg, saa siger Mo’r,
at Alt er ganske som i Fjor
— Er jeg maaske en Anden?
Saa kom da hid, mit lille Spejl,
se mig kun frit i Øjet:
Fortæl mig — hvad jeg synes selv —
at Solens Glød har Barmens Hvælv
og Blikkets Glans forhøjet —
Og staa mig bi, som Du kan bedst,
at han, du veed, derinde,
— ifald han, som han plejer tidt,
i Aften gjør os sin Visit —
maa tækkelig mig finde.