Middelaldrens skumle Nat
over Verdensstaden ruger.
Himmellyset glimter mat
gjennem Skyernes Fuger.
Dog en Lysning hist og her
vidner, at mod Gry det lakker;
Og paa Himlen fjærnt i Norden
sælsomt flakker
Wittenbergerbaalets Skjær. —
varsler den nye Tidsalders Vorden,
vidner, at Dagen er nær! —
Men gjennem Natten
svæver paa vidtspændte Vinger
Aandernes Hære —
Sælsomt det klinger
gjennem den luftige Sfære.
Dog — at vældige Kræfter sig røre
kan ingen høre,
hvis ikke Urkraftens mægtige Finger
aabned’ hans Øre,
gav ham den Ring, som Aanderne tvinger.
— Hvo fik den Evne,
at han kan stævne
dem, som ej jordiske Tunger tør nævne?
Sig, hvo der byder
de vældige Gjæster?
Tys — gjennem Natten som Svar det lyde:
Buonaroti er Aandernes Mester!
Høre I det dumpe Bulder!
Ser I nede paa den skumle
Plads de stærke Aander tumle
og med Skulder imod Skulder
løfte frem i store Flokke
Klippeblokke,
som ej jordisk Arm kan rokke.
Paa Terrassen,
over Larmen,
og med Armen
udstrakt bydende mod Pladsen
staar Titanen
Mikel Buonaroti selv,
skuende i mægtig Anen
op mod Himlens dunkle Hvælv.
Rynket er det tykke Bryn,
— Kirkeplanen
glimter frem i Tankelyn.
Øjet sænker han i Grublen,
— Peterskuplen
stiger for hans indre Syn. —
Masserne i Mulmet formes.
— Anden Gang skal Himlen stormes,
og Kolossen er Symbol
paa den Pavemagt, som svimmel
bygger sig en jordisk Himmel,
hvor den selv er Guddomssol.
Alt for ringe blev Canossa,
Pelion stables skal paa Ossa,
Himlen selv skal drages ned.
Derfor rejser Kuppelbuen
sig mod Sky i trodsig Truen
som hint Taarn ved Evfrats Bred.
Daarer! Snart skal Herren sige:
«Jeg vil stige
ned og blande deres Maal»!
Snart den lange Nat er omme,
og den fromme
aner Dagens, — Herrens — Komme
i hint Skjær fra Luthers Baal.
— Alt den ruller, Vredens Torden!
Atter holder Herren Dom.
Skarer drage bort mod Norden
— Alle Veje gaa fra Rom.
Nye Tunger, nye Toner
klinge nu fra Millioner, —
Romersprogets Magt er endt!
— Men i Verdensstadens Tomhed,
paa en Grav for Oltids Fromhed
Peterskirkens Kuppel troner
som et babelsk Monument.