Og se! Der stod en Fremmed i min Stue.
Alene sad jeg. Tyst han tog min Haand.
Knap skelned jeg hans Træk ved Ovnens Lue.
»Følg mig!« han sagde. »Jeg er Mindets Aand!«
Jeg fulgte. Og ad brede Gader gik vi,
hvor Sneen traadtes ud i Søl og Smuds,
forbi en Rad af brogede Butikker,
som straalede i Glødelampers Blus.
En Sværm af travle Folk løb os paa Ærmet,
men støt og sindig han i Sværmen gik.
Han sansed Intet. Frem i Natten saa’ han
og ofred ikke Døgnets Liv et Blik.
Ud — bort fra Byen skred vi over Marker,
hvor Vaarens Spirer under Sneen sov,
langs Grøfter, Pilegærder, over Stenter
og frem ad Stier i den øde Skov.
»Hvorhen! Hvor fører Du mig hen?« jeg spurgte.
Han talte ej, men svared kun med Tegn.
Bestandig frem! — Og som vi vandred, tyktes
mig mer og mere kendt den hele Egn.
Saa endte Skoven. Vejen bøjed nedad,
og i den blege Aftens Maanegry
jeg skimted foran os, med hvide Tage
og Taarn og Kirkespir, en lille By.
Igennem dunkle folketomme Gader
vi vandred lydløst paa den friske Sne.
Saa stod han stille, vendte sig imod mig
og peged paa et Hus og sagde: »Se!«
Ja vist! Den gamle lave Gaard paa Hjørnet,
jeg kendte den igen, mit Barndomshjem!
Hvor var der lyst derinde! Skæret lagde
henover Gadens Sne en gylden Bræm.
Han vinkede mig nærmere til Muren,
og tavs jeg fulgte ham med sagte Trin.
Tæt gled han hen forbi de klare Ruder,
idet han hvisked til mig: »Se derind!«
Jeg saa’. Det var de samme gamle Stuer
som i min Barndom. Juletræet tændt,
og Smaa og Store flokkedes omkring det.
Men — intet Ansigt var mig kært og kendt.
Han vinkede mig bort ad snævre Gyder,
den Vej, jeg — ak! — saa ofte vandred før.
Ud over Torvet lød der Orgeltoner,
og se! vi stod ved Kirkens aabne Dør.
Der funkled Lys, der klang de gamle Salmer,
og hastig over Tærsklen ind jeg tren.
Folk stod saa tæt. Jeg saa’ mig om i Skaren,
men — blandt dem Alle kendte jeg ej Een!
Og atter vandrede vi ud i Natten,
ad Kirkegaarden mellem Grave hen.
Tungt var mit Fjed, end tungere mit Hjerte.
En Stund vi gik. Saa standsed han igen.
Han peged nedad. — Ja! Der var jo Stedet,
nær Hegnet, bag det lave Jemstakit.
Der laa de under vedbendgroede Tuer,
de To, der vogted mine Barndomsskridt.
En Stund vi dvæled, vandred saa tilbage
igennem Skoven samme Vej, vi kom.
Omsider naaede vi en Høj paa Marken.
Der standsede han lidt og saa’ sig om.
Hvor stort og ensomt. Natten var saa stille,
som i Forventning, højtidsfuld og stum.
Det lysned svagt fra Sneen. Og foroven
sig hvælvede det stjærnefyldte Rum.
Skarpt stod hans Skikkelse mod Himmelbuen,
saa høj og mørk i Stjærners blege Skin.
Saa strøg han Huen af og løfted Haanden
og sagde: »Lyt! Nu ringes Julen ind!«
Da fyldtes Luften med et Væld af Toner,
en dyb, en mægtig Klokkesymfoni.
Det gik igennem mig, mit Hjærte skælved,
og — Graaden nær — jeg klemte Øjet i.
— Men da jeg aabned det, var Alt forsvundet,
og atter ved min Arne jeg mig fandt.
Han stod foran mig, saa’ mig fast i Øjet,
min Haand han trykked sagte og forsvandt.
Alene var jeg. Mulmet laa omkring mig,
men af dets Dyb brød frem en Lysning spæd.
Det var, som Noget i mit Hjærte smelted, —
jeg bøjede mit Hoved tyst og græd.
— — Da lød for Døren Trin af lette Fødder,
og Barnehænder vrikked ved dens Laas.
Et Skær gled gennem Sprækken, glade Stemmer
klang for mit Øre: mine egne Smaa’s.
Da veg det mørke Tungsind fra min Tanke,
det steg mod oven som en snehvid Fugl.
Jeg aabned Døren til den lyse Stue,
og — Gudskelov! — derinde var der Jul!