Jord og Himmel, Skov og Skrænter —
Alt i fugtigt Mulm begravet.
Dybt fra Nattens Svælg imod mig
steg et Suk. Det kom fra Havet.
Var det der? — Jeg saa det ikke,
hvert et Stjæmeglimt var slukket.
Men det rørte sig i Mørket,
mumled, hulked, lo og klukked.
Og et Liv, som frygter Lyset,
men som suger Kraft af Mulmet,
vaagned truende derude,
veg og voksed, sank og svulmed.
Stemmer hvisked: »Dybets Aander!
vaagner! Det er Eders Time!«
— Se! — Da lyste Havet over
brat en sølvhvid Fosforstrime,
gled mod Kysten ind, hvor Vandet
mellem store Stene klunker,
brast ved Bølgens Slag og spredtes
som en Regn af hvide Funker.
Ikke var det Maanens Sølvstænk,
ikke Stjærneskin fra oven.
Neden fra kom denne Lysning
stigende igennem Voven;
ret som af et mystisk Dagskær,
der i Havets Kløfter gryede,
og hvis genfærdsblege Afglans
saas paa Bølgerne at flyde.
— Løndomsfulde Liv, som fylder
Dybets Nat med Fosforflammer!
Sære Orgelsus, der svulmer
halvt i Trods og halvt i Jammer!
Skimter Ilden jeg, der blusser
i den sorte Afgrunds Spalter —
aner jeg fortabte Aanders
Vaadesang om Dybets Alter?