Tidlig Død
(Efter Frits Krausz, Schweitz. Til Ferd. Freiligrath ved hans Søns Død)
(Efter Frits Krausz, Schweitz. Til Ferd. Freiligrath ved hans Søns Død)
Da nu den store Aand, der sagde: Bliv!
beskuede det Værk, som nys han endte,
han talte: »Skøn er Jorden, skønt dens Liv,
og lykkelig den Slægt, den har i Vente!«
Fluks satte han i Kraft Naturens Orden,
Alt voksed, blomstred, modnedes, forgik.
Dog — mens han skued Alt i evig Vorden,
— et evigt Blivende traf ej hans Blik.
»Gaa, Død!« — han bød da — »hent fra Jordens Sommer
en Blomst af Alt, hvad hisset fejrest staar,
og plant den hid, hvor ingen Vinter kommer,
men hvor den krones skal med evig Vaar!«
Og Døden gik — og bort til Livets Brønd
bar fra en Fader han den første Søn.