Henfarne Aanders stolte Vingeslag
bestandig fjernere for Øret suser — —
Jeg farer op. Taarnuhrets dumpe Slag
med Malmvægt Fantasiens Fostre knuser.
En Oleanderduft, som sødt beruser,
ombølger mig med Luftens lune Lag.
Og Natten ruger, der er langt til Dag,
da Gryet pibler frem af Østens Sluser.
Tak for Din Stilhed, gamle Klosterly!
Tilsted mig nu at strække mig til Gry
paa Lejet hen i mine Rejseklæder.
Men lad, naar Mørket flyr for Dagens Skær,
den Drøm ej flygte, som jeg drømte her
bag vigneklædte Bjærges lave Kæder!