Hvor er der dejligt ved Mosen
en solhed Midsommerstund,
naar Skoven sænker sin svale
Skygge mod Engdalens Bund.
Da strømmer en kølig Aande
frem af den fugtige Jord
og dugger de frodige store
Vandplanters yppige Flor.
Der skyder fra saftige Bladsvøbs
friske smaragdgrønne Pragt
de rødmende Brudelysskærme
og Kallaens hvide Tragt.
Dunhammerens Fløjelskolbe,
Sivrørets fjedrede Top,
Forglemmigejers Safirer
af sorteste Sumpjord op.
Der løfter den gule Iris
sin knejsende Hellebard,
mens Birken vifter med Kronens
flossede Silkestandart.
Der gror mellem prunkende Søstre
den fattige Krusemynt,
som fik sin Duft i Erstatning
for Farvernes brogede Pynt.
Og ude, hvor Vandspejlet strejfes
af Lysets forgyldene Saal,
Aakanden vugger sin store
alabasthvide Skaal.
Men inde i Tørveskæret,
hvor Mosebrygget er surt,
der svømmer sølvhvid Ranunkel
og lyserød Pileurt.
En Summen der er af Insekter,
en Travlhed rastløs og flink.
Florvingede Guldsmede svirre
forbi med metalliske Blink.
Og Myggesværmene driver
som Røg over Vandfladens Spejl,
mens Sommerfuglene svæve
for brogede Vingesejl.
En Luftning smyger sig kælen
igennem de dunede Siv,
— som nød i et Kærtegns Dvælen
Naturen sit eget Liv.