Sankt Jeppe han sætter sig paa en Sten,
— Herre Gud hjælpe nu os! —
og hvile vilde han sine mødige Ben.
Den rige Krist han sende os af sin Naade!
Og dèr kom Jesus gangende fram:
»Nu skalt du sejle til hedenske Land.«
»Hvordan kan jeg sejle til hedenske Land?
jeg haver mig hverken Snække eller Pram.«
Jesus han stødte til Stenen med Stav,
den Sten tog til at skride paa Hav.
Stenen tog til at skride
vel hundrede valske Mile.
Den hedenske Konge paa Stranden monne gaa:
»Aldrig et større Under jeg saa’?
Ret aldrig jeg større Under saa’:
end Stenen den flyder, og Manden sidder paa.
Hør du, Fremmedmand! jeg taler til dig:
hvad haver du at gjøre i Landet hos mig?«
»Derfor er jeg kommen i Land til din:
for min Gud er større end din.«
»Ikke er din Gud større end min:
min Gud drikker hver Dag Mjød og Vin.«
»End er min Gud større end din:
han kan at vende Vand til Vin.
Han kan at vende Sten til Brød,
han giver Liv den, længe var død.«
»Faa mig da atter Sønnen min!
saa vil jeg tro paa Guden din.
Fly mig ham atter med Huld og med Haar,
alt som han drukned for mig i Fjor!«
»Det er ingen Søn, som drukned i Fjor;
han haver været død i femten Aar.«
Sankt Jeppe tog Bogen udi sin Hand,
saa gik han sig til salten Vand.
Det ene han læste, det andet han sang,
til han kunde komme den døde paa Gang.
Sankt Jeppe han stod og saa’ derpaa:
de sankes, de Ben, paa Bunden laa.
Den døde kom op baade hvid og rød,
som han havde aldrig været død.
»Velkommen! velkommen, Sønne min!
hvad Tidende har du fra Færden din?«
»Og jeg haver været for Himmerigs Dør:
dèr saa’ jeg Glæde som aldrig før.
I Himmerig er stor Glæde og Ro,
men syndeløs Mand kun dèr maa bo.
Dér sidder den, som har holdet Guds Bud,
han sidder i Himlen i herligt Skrud.
Dér sidder den, som her lidde Nød,
han hviler i Himlen i Abrahams Skjød.
Og jeg haver været ved Helvedes Port:
dèr sidde de alle, som ondt have gjort.
Dér sidder den Søn, som slog sin Fader,
i Helvede paa en gloende Sadel.
Dér sidder den Datter, som banded sin Mo’r,
i Helvede paa en gloende Stol.
Dér sidder den Moder, som myrde sit Barn,
hun sidder i Luer op til sin Arm.
Dér sidde de, som dreve Hor og Mord,
de sidde i Ilden saa sorte som Jord.
Dér sidder Krokonen med sin falske Pot,
hun haver i Helvede lidet godt.
Dér sidder den Kjøbmand med sin falske Væt,
han sidder hel dybt i Helvede sæt.
Dér rider den Foged med højen Hat,
han rider i Helved og kræver sin Skat.
Og dèr saa gaa de ulydige Børn,
de gange i Helved paa gloende Jærn.
Over dem hænger en Kaabe af Bly,
Gud naade den, som dèr er udi!
Ilden monne brænde, og Blyet monne rende
og sent fanger Helvedes Pine Ende.«
»Og hør du nu det, du Kristenmand!
jeg lader mig kristne med alt mit Land.
Din Gud give mig sin Naade saa,
jeg lader dem kristne baade store og smaa!«
Nu raader jeg alle, paa Jorden gaa:
— Herre Gud hjælpe nu os! —
hvo Visen sjunger, give Agt opaa!
Den rige Krist han sende os af sin Naade!