Der stod en Kvinde og øste Vand,
— Jesus, Herren min! —
og dèr kom Jesus gangende fram.
Magdalena bad alt til Vor-Herre.
»Hør du, Maria! jeg siger dig saa;
kan jeg her noget at drikke faa?«
»Saa gjærne jeg dig at drikke gav,
havde jeg kun her mit Sølverkar.«
»Hør du, Maria saa fager og fin!
du giv mig at drikke af Spanden din!
Vare du saa ren som du est bold,
da skulde jeg drukket af din bare Haand.«
Kvinden hun svor en Ed saa stor:
»Jeg véd mig ingen Synd have gjort.«
Kvinden hun svor saa dyr en Ed:
»Saa ren en Jomfru jeg mig véd.«
»Sværg ikke, sværg ikke, syndige Viv!
hvor er de tre, som jeg gav Liv?
Kvinde! du sværg ej Ed saa stor:
du haver tre Børn i sorten Jord.
Det første med din Fader,
det sænked du selv i Havet.
Det andet med din Broder,
det kasted du selv i Flode.
Det tredje med din Sognepræst,
og det var Synden allerværst.«
Maria faldt paa sine bare Knæ:
»Herre! Herre! skrift du mig her!
Imedens du kjender min Synd saa stor,
saa straf mig, medens jeg er paa Jord!«
»Ej anden Skrifte skalt du faa:
i syv Aar skalt du paa Skoven gaa.
Ej anden Føde skalt du faa,
end Græsset, som paa Marken staar.
Ej anden Drikke skalt du faa,
end Duggen, som paa Græsset staar.
Ej anden Hvile skalt du faa,
end paa de haarde Stene graa.
Barfod du gange med Hovedlin!
saa skalt du bøde Synden din.«
I syv Aar gik hun paa Skov til Bod;
Herren Jesus da for hende stod.
»Hør du, Maria fager og fin!
hvorlunde liger dig Fasten din?«
»Saa haver mig ligt Fasten min,
som aade jeg Brød og drukke jeg Vin.
Som drukke jeg hver Dag klaren Vin,
og sove paa hviden Hermelin.«
»Og ligte dig nu din Faste saa,
end større Naade skalt du faa.
Det vil jeg end gjøre for dig:
du faar mig følge til Himmerig.
Du skalt tjene Maria, Moder min,
syv Gange klarer’ end Solen skín.
I Himmerig haver jeg sat din Stol,
det skalt du faa for din stærke Tro.«
For hvert et Fjed, Maria monne gaa,
— Jesus, Herren min! —
der voxte op Liljer baade gule og blaa.
Magdalena bad alt til Vor-Herre.