Folkeviser

Hildebrand han sin Søster bortgav,

        — Under Lide. —

han gav hende over saa bredt et Hav.

Han gav hende bort saa langt af Land,

Torkild unge, Greven, til Hand.

Hun blev bortgiven over breden Hav,

hende til mangen modig Dag.

Hun blev bortgiven og ilde gift,

af al sin Glæde da blev hun skift.

Om Søndag sad hun saa høvsk en Brud,

om Mandag sad hun i mørke Hus.

Søndag styred hun Lande,

Mandag laa hun i Bande.

Søndag Brud hin bolde,

Mandag i Jærnet kolde.

»Hvad haver I mig at vide,

men I lade mig saa lide?«

»Det haver jeg at vide dig:

du ført’ ikke Guld nok i Gaarde til mig.«

»Jeg førte i eders Bure

vel otte Kister fulde.

De to var fulde af Sabel og Maard,

de to var fulde af Dyreshorn.

De to var fulde af hviden Sølv,

de to var fulde af røden Guld.

End gav jeg eders Fader

graa Ganger og gyldte Sadel.

Jeg gav eders Moder

Skarlagen rød til Fode.

Jeg gav eders Broder

Snækken udi Flode.

Jeg gav eders Søster

røde Guld paa Bryste.

jeg gav eders gode Hovmænd

Skjorter smaa, var hvide som Ben.

I havde aldrig saa liden en Maar:

jeg gav hende jo Silke til sit Haar. —

Hvad kunne I end paa finde?

og hvi lode I mig binde?«

»Det haver jeg at vide dig:

dine Brøder voge Fosterfader fra mig.«

»Jeg maatte dèr intet i volde,

det min’ Brøder gjordes saa bolde. —

Hvad kunne I end paa finde?

og hvi lode I mig binde?«

»Det haver jeg at vide dig:

du komst ikke Mø i Bure til mig.«

»Saa hjælpe mig Gud af al min Nød,

som jeg kom i min Brudeseng Mø!

Saa hjælpe mig Gud og den Helligaand:

en Mø saa skær kom jeg eder til Haand!

Jeg svær paa Bog og Helgenskrin:

Mø kom jeg i Bure din!«

»Mæl du, som du vilt, i dit Maal!

i Morgen skalt du brænde paa Baal.

I Dag skalt du sidde inde,

i Morgen skalt du brinde.«

Hildeborg sidder i Jærn og Bolt,

som der var baade mørkt og koldt.

Ser hun op, og ser hun fram:

hun véd sig ingen Hjælpermand.

Dér sad hun saa længe,

til hun hørte Ravnens Vinge.

Ser hun op til Glugge:

dèr hører hun Ravnen klukke.

»Hør du, Ravn hin brune!

vedst du Vej til Tune?«

»Ja, saa Mænd, jeg hannem vel kan:

jeg var saa liden, der jeg hannem nam.«

»Jeg giver dig det røde Guldband:

du bær mit Bud til Hildebrand!«

»Hvad skal jeg med Guld det røde!

giv mig heller min Ravneføde!

Lov du mig Lever Og Lunge

af hannem Torkild unge!«

»Jeg lover dig alt, hvad jeg give maa,

om du siger Hildebrand af min Traa.

Jeg giver dig Torkild levend’ og død,

om du siger Hildebrand af min Nød.«

Ravnen fløj saa vide,

alt som Skiben skride.

Han fløj saa vidt over Bølgen blaa,

dèr var intet Land at hvile paa.

Ravnen han flyver i Stuen ind,

som Hildebrand sidder og drikker Vin.

Ravnen sattes paa Gyldenstol,

skaged sin Vinge og tyktes mod.

»Her sidder du, Hildebrand, med Horn i Haand!

din Søster ligger bunden i haarde Baand.

Saa er hun blaa og blodig,

som aatte hun ingen Broder.

Du sidder her, drikker Vin af Skaal,

i Morgen brænder din Søster paa Baal.«

Hildebrand sprang over breden Bord,

den klare Vin paa Gulvet stod.

Hildebrand ganger i Stalde,

han skaader de Foler alle.

Han skaadde den brune, han skaadde den graa,

men Blak lagde han gyldt Sadel paa.

»Blaklille! vilt du bære mig,

torsken Hvede saa giver jeg dig.«

»Saa gjærne da vilde jeg bære dig,

om du vilde ikke nævne mig.«

Hildebrand sættes paa Blak sin Bag,

saa rendte han over det salte Hav.

Den Tid han kom dèr midt paa Sund,

da nævned han Blak i kranken Stund.

Blaklil svam til Lande,

men Hildebrand sank til Sande.

Blaklil svømmed og Blaklil vód,

men Hildebrand laa i salten Flod.

Hildeborg stander paa Tinge,

dèr hørte hun Blaklil skrønne.

»Nu hører jeg Blak i kranken Stund:

min Broder er sunken til Havsens Bund.

Det hører jeg paa Blaklils Røst,

at jeg er nu vorden broderløs.«

Blaklil var saa snar paa Fod,

han saa’, hvor Hildeborg bunden stod.

Blaklil ind paa Tinget sprang,

der rømte for ham baade Kvinde og Mand.

Blaklil løfte op sin venstre Fod,

slog han Greven ved Hjærterod.

Blaklil slog, til han var mod,

han stod i hundred Mande Blod.

Dér kom Ravn hin brune

flyvende did fra Tune.

Fik han Lever og Lunge

af hannem Torkild unge.

Stod han dèr en Kongesøn,

han var Hildeborgs Broder skjøn.

»Lovet være Gud Fader i Himmerig!

nu haver jeg atter Broder i dig.«

Blaklil ganger af Ting saa spag,

han bar stolt Hildeborg paa sin Bag.

Og der de komme til Strande,

Hildebrand stod paa Lande.

»Vel vorde mig alle mine Tide!

to Brøder haver jeg i Live.«

Mælte det Blaklil, som han stod:

»Du minder mig nu, min Søster god!«

Saa gladelig minded hun ham for sin Mund:

da blev han og frelst i samme Stund.

Hun minded Blaklil med Vilje god:

han blev hendes Broder, hos hende stod.

De tog hende alle i deres Arm:

forvunden er nu al Angest og Harm.

Forvunden er nu baade Angest og Ve:

        — Under Lide. —

nu haver hun bolde Brøder tre.