Folkeviser

Alf han bor i Odderskjær

baade rig og kaade med alle:

saa væne da haver han Sønner to;

de lade sig Kæmper kalde.

Alf han bor i Odderskjær,

han haver de Sønner snelle:

og de vil Kongens Datter bede

alt udaf Opsals Vælde.

Det var ungen Hjelmer Kamp,

han beder lægge Sadel paa Heste:

»Jeg rider mig til Opsal i Dag,

og Kongens Datter at fæste.«

Det svared ungen Angelfyr,

han stod i Skarlagen rød:

»Ikke skal du i Aften vinde

den hin væne Mø.«

Det var ungen Angelfyr,

han beder sadle sine Heste:

»Alt skal jeg ride til Opsal i Dag,

skulde Jorden end under mig briste.«

Midt ud i den Borgegaard

der axle de deres Skind,

saa gange de i Højeloft

for Opsals Konge ind.

Ind kom ungen Hjelmer Kamp,

og stedes han for Bord:

»Konge! vil I mig eders Datter give?

I vider mig Ansvar god!«

Ind kom ungen Angelfyr,

hannem skinner Guld over Hand:

»Konge! du giv mig Datter din!

og røm selver af dine Land!«

Længe sad Kongen af Opsal,

og tænkte han derpaa:

hvad han skulde de Hellede to

for et Ansvar faa.

Det var Opsals Konge,

han svared alt saa dertil:

»Jeg giver min Datter gjærne den Mand,

som hun selv have vil.«

»I haver Tak, kjære Fader min,

for I satte Kaaret til mig!

da giver mig ungen Hjelmer Kamp!

han bliver vel Mand for sig.

Jeg vil ikke have hannem Angelfyr,

han er saa led en Trold,

saa er Fader, og saa er Moder,

og saa er Slægten al.«

Det svared ungen Angelfyr,

han var i Hu saa haard:

»Da gaa vi os i Gaarden ud,

vi fægte om den væne Maar!«

Det var Opsals Konge,

han svared et Ord dertil:

»Sværdene er hvasse, og Drengene er raske,

de maa vel prøve godt Spil.«

Det var ungen Angelfyr,

og han sit Sværd uddrog:

og det var ungen Hjelmer Kamp,

der han til Jorden vog.

Alf han stander i Odderskjær,

og ser han ud saa vide:

»Mig vorder saa ve om Hjærte mit,

og hvor monne Hjelmer lide?«

Alf han stander i Odderskjær,

han lyder alt over de Fælde:

da maatte han høre saa lang en Vej

hans Sønner deres Sværde gjælde.

Det hørte Alf i Odderskjær

ud over den brede Hede:

»Hvad monne mine Sønner gange til Hand?

hvi monne de være saa vrede?«

Det var Alf af Odderskjær,

han springer til Ganger røde:

og end kom han til Kongens Gaard,

førend Hjelmer gik til Døde.

»Sig mig, ungen Hjelmer Kamp,

allerkjæreste Sønne min!

og hvi da rinde de blodige Strømme

alt ud af Hoved din?«

Det var ungen Hjelmer Kamp,

han svared sin Fader saa:

»Det gjorde mig Angelfyr, Broder min,

han kunde ikke Jomfruen faa.

Jeg haver vel atten Ulivssaar,

de ere baade dyb og ond;

havde jeg ikke uden ét af dem,

jeg kunde ikke leve en Stund.«

»Hør du, ungen Angelfyr!

om du est Sønnen min:

hvi da sad dit gode Sværd

saa løst i Hænde din!«

Det var Alf af Odderskjær,

vred op en Eg med Rod:

han slog til ungen Angelfyr,

det han faldt død til Jord.

»Lig nu, ungen Angelfyr!

og Blodet rinder dig til Døde;

saa ve var mig i Hjærte mit,

der jeg saa’ Hjelmer bløde.

Lig nu, ungen Angelfyr!

og Blodet rinder ud med alle;

saa ve var mig i Hjærte mit,

der jeg saa’ Hjelmer falde.«

Nu ligger Alf af Odderskjær

hans Sønner slagne ihjel;

end raader Kongen af Opsal

for sin væne Datter selv.

Nu da ligge de Kæmper to,

de ligge nu baade i Grave;

og Kongen giver vel Datter sin

den Svend, som han vil have.