Nyding kom fra tingen hiem
Met hans gieste fem,
Hustruen suor a den volle gud,
Hun haffde icke brød til dem.
Alt skulde den Niding haffue en ond nat.
Saa tog hand hans geste fem,
Saatte hand dem til bord,
Hand tog hans edelig danne quinde
Hind paa goel och slou.
Det melt Anders Pederßøn,
Bar røden schoel paa bag:
Hui slaer du din danne kone?
Huad haffuer du til hinde sag?
Ieg fick hende en skip meel,
Der vaar inthet i vant,
Hun skulde faa mig trediue brø,
Selff maatte hun haffue det andet.
Hand fick mig en skip haffuer,
Det vaar en fierding mind,
Der met holt ieg otte folck,
End var ieg selff den niendt.
Der met holt ieg otte folck,
Ieg selff da vaar de ni,
Det er nu en maanet siden,
End slaar hand mig for di.
Det vaa[r] Anders Pederßøn,
Hand vaar en mand saa from,
Hand slog Niding ved hans øre,
Det all hans tend de sang.
Niding ligger paa bencken siug,
Hand kand sig intet røre,
Hustruen løber ham til oc fra,
Hun slar hannem pust ved øre.
Niding loe sig til at dø,
Hans koen klede ham bat,
Huad hun bad for hans siel,
Det vaar icke megit gaat.
Saa tog de ham, Niding,
Bar ham i kircken ind,
Atter da gick hans danne kone,
Hun smiler vnder skind.
Til kircken da bar hun to brø,
Oc hiem da bar hun tre,
Der kom icke mere for Nidings seel,
End der vaar giffuen i de.
Niding haffde saa smu[ck] en kone,
Hand giorde hende saa meget har[m],
Bort da døde Niding, oc effter kom den,
Der tog hend i sin arm.
Niding haffde saa smuck en kone,
Hand nente hende icke at klappe,
Bort død Niding, oc effter kom den,
Der klappet hende vel nok til tack.
Niding haffde saa smuck en hest,
Hand mente den icke at ride,
Bort død Niding, oc effter kom den,
Der holt ham spore i side.
Alt skulde den Niding haffue en ond nat.