Det var ungen Svejdal,
han skulde Bolden lege:
Bolden drev i Jomfruens Bur,
det gjorde hans Kinder blege.
Du lad dine Ord vel!
Bolden drev i Jomfruens Skjød,
og Svenden efter gik;
før han ud af Buret kom,
stor Sorg han i Hjærtet fik.
»Hør du, ungen Svejdal!
kast ikke din Bold paa mig!
der sidder en Mø i fremmed Land,
hun bider fast efter dig.
Du skalt aldrig Søvnen sove,
ej heller Roen faa,
før du faar løst det sorrigfuld’ Hjærte,
som længe haver ligget i Traa.«
Det var ungen Svejdal,
han svøber sig Hoved i Skind,
saa gaar han i Højeloft
for raske Hovmænd ind.
»Her sidder I, alle mine gode Mænd!
og drikker Mjød af Skaale!
imen jeg ganger til Bjærget ud,
alt med de døde at tale.
Her sidder I, mine raske Hovmænd!
og drikker baade Mjød og Vin!
imen jeg ganger til haarden Hald
og vækker op Moder min.«
Det var ungen Svejdal,
han tager til at kalde:
der revner Mur og Marmelsten,
og Bjærget tager til at falde.
»Hvem er det, der kalder?
hvo vækker mig saa mod?
maa jeg ikke med Freden være
op under den sorte Jord?«
»Det er ham ungen Svejdal,
allerkjæreste Sønnen din:
saa gjærne bedes han gode Raad
af kjære Moder sin.«
»Jeg lod dig baade Sølv og Guld,
mer end du vilde have;
maa jeg da ikke med Roen ligge
udi min egen Grave?«
»Jeg haver fanget mig Stifmoder,
hun er mig vorden saa haard:
hun haver mit Hjærte i Tvangen lagt
for den, jeg aldrig saa’.
Hun bad mig aldrig Søvnen sove,
ej heller Roen bide,
før jeg faar løst den stolte Jomfru,
som længe haver ligget i Kvide.«
»Skal jeg mig nu oprejse
af Søvn og dyben Dvale,
alle dine Veje
skalt du fuld vel fare.
Jeg skal give dig Folen,
og han skal være dig god:
han ganger saa vel over salten Hav
som paa den grønne Jord.
Jeg skal give dig Sværdet,
er ristet med Runemaal:
hvor du rider gjennem mørken Skov,
der brænder det som et Baal.
End skal jeg give dig røde Guldring,
som dig skal glimme paa Hænde:
første du finder din stolte Jomfru,
saa gjørlig skal hun dig kjende.«
Det var ungen Svejdal,
bandt sig sit Sværd ved Side,
han satte sig paa sin gode Hest,
han agted ej længer at bide.
Det var ungen Svejdal,
han tog sin Hest med Spore:
saa red han over det brede Hav
og gjennem de grønne Skove.
Han red over det vilde Hav
og gjennem de mørke Skove,
til han kom for det samme Slot,
hans Mø monne inde sove.
Det var ungen Svejdal,
han rider ud med den Strand:
der møder ham Jomfruens Hyrde,
han driver det Fæ til Vand.
»Vel mødt, goden Hyrde!
og Sandingen sige du mig:
er her en Jomfru paa dette Slot?
hvis Fæ driver du for dig?«
»Jeg siger det ikke for Knæfald
og ikke for Guld saa rød:
det er mig haardt forbudet,
det bliver at koste min Død.«
»Hør du, goden Hyrde!
du dølg det ikke for mig!
bliver jeg Konge paa dette Land
til Ridder slaar ieg dig.«
»Her er en Jomfru paa dette Land,
hun ligger i stærken Traa
alt for en Svend, hedder Svejdal,
hun aldrig med Øjen saa’.
Midt udi den grønne Lund
der stander min Jomfrus Gaard:
Huset er af graa Malmersten,
og Porten er lagt med Staal.
Plankerne ere af haarde Jærn,
og Porten er af Staal;
det er vel atten Vinter siden,
den Jomfru Solen saa’.
Løven og den vilde Bjørn
de stande der inden fore:
der kommer aldrig nogen levende ind,
uden det ungen Svejdal vaare.
Inden for min Jomfrus Port
staar Bjørnen og Løven gram;
men er I den rette Svejdal,
saa frit maa I gaa fram.
Midt udi min Jomfrus Gaard
der stander saa grøn en Lind:
er I den rette Svejdal,
saa frit ganger I der ind!«
Frem red ungen Svejdal,
og ind ad Porten han saa:
alle da vare de Laase,
de fulde selv der fraa.
Løven og den vilde Bjørn
de fulde den Herre til Fod;
Linden med hendes gyldne Blade
hun bugned neder til Rod.
Linden hun bugned neder til Jord
alt med sine gyldne Blade:
op da stod den stolte Jomfru,
som længe havde ligget i Dvale.
Det da mælte den skjønne Jomfru,
hun hørte, de Sporer klang:
»Hjælp nu, Gud Fader i Himmerig,
jeg maatte blive løst af Tvang!«
Ind da kom den liden Smaadreng,
var klædt i Kjortel hvid:
»Længes eder efter Svejdal,
da er han nu kommen hid.«
»I stander nu op, I Riddere tolv!
og tager ungen Svejdals Hest!
I stander nu op, I Jomfruer ni!
og følger mig allernæst!
Bærer nu ud de Ligebaare
og saa de høje Rue!
følger I mig i Højeloft,
den Ungersvend at skue!«
Ind tren ungen Svejdal
saa rød som en Rosensblomme;
det da var den stolte Jomfru,
hun favned saa vel hans Komme.
»Vær velkommen, ungen Svejdal,
og ædelig Herre min!
tak have Gud Fader i Himmerig,
os baade haver løst af Pin’!«
Saa drukke de deres Bryllup
med Fryd og megen Ære:
han fik Krone og Kongenavn,
den Hæder var han vel værd.
Drukke de deres Bryllup,
og vel i Dage ni:
alt da gik den gode Hyrde
og glædtes i alle de.
Det var Kongen Svejdal,
han op i Vejret saa’:
»Hvor er nu den Hyrde god,
jeg skal til Ridder slaa?«
Frem gik goden Hyrde,
han rødmed som et Blod:
Kongen slog hannem til Ridder,
gav ham Guld og grønne Jord.
T k have ungen Svejdal!
saa vel holdt han sit Ord:
Hyrden gav han Ridderslag
og satte hannem øverst til Bord.
Nu haver ungen Svejdal
forvundet baade Angest og Kvide,
saa haver og den stolte Jomfru,
hun sover alt ved hans Side.
Du lad dine Ord vel!