James Thomson blev født den 11te September 1700 i Ednam ved Kelso i Roxburgshire. Hans Fader var Præst der; men en talriig Familie af ni Børn nødte ham siden til at modtage et betydeligere Kald i Southdean. Den unge Thomson viiste tidlig et Digter-Genie, som en øm Moder i Forening med Sir William Bennet meget bidroge til at udvikle. I Edinburg udmærkede han sig slet ikke blandt sine Medstuderende: meget mere syntes han i Følelsen af sit Digterkald at foragte alle andre lærde Studia. — Midlertiid lagde han sig efter Theologien, for at føie sine Venner. Ved de Øvelses-Prøver, som have Sted paa engelske Høiskoler, fik han engang een af Davids Psalmer at forklare. Den theologiske Professor Hamilton dadlede hans Forklaring som alt for poetisk og uforstaaelig for en almindelig Forsamling. Dette vakte sligt et Had til Theologien hos Thomson, at han fra den Tiid af ene opoffrede sig til Digtekunsten. — Dengang organiserede nogle af de Studerende en Klub, som kaldtes: The athenian society, og udgave en Samling af Digte: Edinburgh miscellany. Rimeligviis har Thomson leveret Bidrag hertil; dog veed man ikke, hvilke Stykker ere af hans Haand. I Haab om at finde Understøttelse for sit Talent i London, og tilligemed at faae nogen Hielp af en Familie, han der kiendte, reiste han did, i Efteraaret 1725. Her fandt han sin gamle Universitetsven Mallet, som da var Lærer for Hertugen af Montroses Sønner. Thomson viiste sin Ven Digtet: Vinteren, som da blot bestod af Fragmenter. Mallet og flere Kiendere raadede ham til at lade det trykke; Thomson lagde sidste Haand derpaa, og overgav det til Pressen. Det kom ud 1726, men fandt ei almeent Bifald, for den smagfulde Kunstdommer Whateley havde anpriist Digtet, som man endnu anseer for Thomsons Mesterstykke. Dedicationen til Sir Spencer Compton indbragte Digteren kun 20 Guineer; større Løn var den Agtelse, hvormed talentfulde Mænd modtoge dette Arbeid, som skaffede Thomson Popes Bekiendtstab. 1727 udkom Sommeren, tilegnet Hr. Doddington, siden Lord Melcombe. I samme Aar udgav han sit Mindedigt over Newton, og sin Brittannia, et bittert Skrift mod det daværende Ministerium. — 1728 udkom Foraaret, helliget Comtessen af Hartford, siden Hertuginde af Sommerset. Denne Tilegnelse forskaffede ham en Indbydelse til Lord Hartfords Lyststed, hvor han tilbragte nogle Maaneder. Efteraaret, helliget Hr. Onslow, udkom først 1730, da Digteren udgav sine Værker. I samme Aar blev hans Sørgespil Sophonisba opført. Man troede det vilde have giort Lykke; men man bedrog sig. Et lystigt Hoved, som under Forestillingen med lydelig Røst parodierede de rigtig nok matte Ord:
”O Sophenisba! Sophonisba, O!
saaledes:
”O Jacob Thomson! Jacob Thomson, O!”
bidrog vist ei lidet til Stykkets Fald. — Kort efter reiste Thomson udenlands med Kantsleren Talbots ældste Søn, Charles; besøgte adskillige Hoffer paa det faste Land, og kom hiem, beriget med mangfoldige Kundskaber. Til Belønning blev han ansat som: Secretary of the briefs, et Embede, som optog kun liden Tiid, og som dog gav ham sit Udkomme. Paa Reisen fik han den første Idee til Digtet: Liberty og anvendte to Aar paa dets Fuldendelse. Paa denne Tiid døde den unge Talbot; dette bevægede Digteren til at hellige hans Minde nogle Linier i dette Digts første Sang. Thomson satte stor Priis paa dette Arbeid, og spaaede det udeelt Bifald; men det blev modtaget mindre gunstigt, end han havde ventet. — Kort Tiid efter døde hans Velynder, den gamle Talbot, og Thomson mistede sit Embede, da han havde forsømt at søge om det hos den ny Kantsler. Nu maatte han leve af litterairt Arbeid. 1738 blev hans Sørgespil Agamemnon opført i Drury-Lane, med maadeligt Bifald. Paa den Tiid blev Thomson bekiendt med Prindsen af Wales, hvem det var meget om Popularitet at giøre, og som desaarsag spilte Mæcen. Han gav Digteren en aarlig Pension af 100 Pund. 1739 vilde han have ladet sin Tragoedie Edward og Eleonora spille; men Forestillingen blev forbuden af den daværende Lord Chamberlain, fordi Digteren hældede til Oppositionens Side. 1740 udarbejdede han i Forening med Mallet: the Masque of Alfred, et Stykke, som opførtes i Cliefden house paa Prindsesse Augustas Fødselsdag. 1745 blev hans Tragoedie Tancred og Sigismunda givet, og giorde meest Lykke af hans dramatiske Arbeider. Det sidste Digt, han udgav, var the castle of indolence, maaskee det skiønneste af alle hans Arbeider. Det udkom 1746. Ved sin Ven Lyttletons Indflydelse blev han ansat som Surveyor of the leeward islands. — Nu kunde han have levet sorgfri; men en Forkiølelse han tildrog sig paa en Lystseilads fra London til Kew-lane, endte hans Liv den 27de August 1748. — Mellem hans efterladte Papirer fandt man Sørgespillet Coriolanus, som blev opført 1749 paa Coventgardens Theater, og hvoraf Indtægten tildeels tilfaldt Digterens tvende efterlevende Søstre, og deels anvendtet til hans Gields Betaling. 1762 opreiste man ham et Æresminde i Westminster-Abbedie.