O, min Cecilia! en Engels Billed,
høitelskte Glut, jeg i Dit Aasyn seer!
Det Himmelbarn, Correggio fremstilled,
er Dig, naar Du i barnlig Uskyld leer.
Spiir, fagre Blomst, og bliv Din Moders Glæde!
udfold Dit Blad, og vord Din Faders Fryd!
Du yngste Led i Kærlighedens Kiæde,
vord salig ved at elske Gud og Dyd!
Saa sødt Dit Smiil oplive kan Din Fader!
han elsker alle sine kiere Smaa! —
og hvis paa Herrens Vink jeg Dig forlader,
jeg veed den Ven, som i mit Sted vil staae.
Ei efter den Cecilia, hvis Toner
var Himmelsang, Dit Ravn Du arvet har,
men efter den agtværdigste blandt Koner,
som Dig for Daabens Helligdom frembar.
Du hende, vor Velgiørerinde, ligne!
Du vorde vennehuld og god som hun!
ei med en bedre Bøn jeg kan velsigne
min elskte Datter i min sidste Stund.
Ja, Navnet Nielsen i vort Minde lever!
som Takkehymne det os klinge skal;
thi Bøn for det til Himlens Gud opsvæver
fra Blindes Mulm tit Lysets Glædeshal.