Shakespear’s Skygge.
(Efter Schiller.)
(Efter Schiller.)
Endelig saae jeg og den høie Kraft af Herakles,
Shakespear’s Skygge. Han selv saaes desværre ei meer.
Om ham lød, som Fugleskriig, Tragoedernes Skrigen,
og Dramaturgers Flok giø’de, som Hunde, om ham.
Rædeligt stod for mig Spøgelset; opspændt var Buen,
Pilen paa Strengen traf idelig Hjertet endnu.
”Hvilket formasteligt Værk, Usæle! er det Du vover,
at til de Døde selv nu Du i Graven nedgaaer!” —
Hidned kom jeg, at spørge den Spaamand Tiresias: hvor jeg
finder den gamle Cothurn, som er ei mere at see?
”Troe de Naturen ei og Grækerne, nytter det intet,
at til Orcus Du gaaer efter en Dramaturgie.” —
O! Naturen, den viser sig nu igien paa vor Scene
splitternøgen, som Barn fremgaaer af moderligt Liv. —
”Hvad? Saa sees da hos Jer i Sandhed den gamle Cothurnus,
som at hente jeg selv nedsteeg i Tartari Mulm?” —
Bort med de fæle tragiske Spøgelser! Aarlig knap eengang
sees i sit Harnisk Din Aand over vor Scene at gaae.
”Vel da! Philosophie har Eders Følelser luttret,
og den sorte Affect flyer for det muntre Humeur.” —
Ja, en tør, haandgribelig Spas! Det er vores Livkost!
Jammeren morer os og, naar den kuns bare er vaad
”Alsaa sees da hos Jer den lette Dands af Thalia,
samt den alvorlige Gang, hvori Melpomene gaaer?” —
Ingen af begge. Os rører nu ikkuns det kristelig-moralske,
og hvad ret populært, huusligt og borgerligt er.
”Hvad! Tør Cæsar da ei paa Eders Scener sig vise,
ei Anton, ei Orest, ingen Andromacha meer?” —
Nei! Man seer kun hos os Commerceraader og Præster,
Fændrikker, Sekretairs, Hofraader, Amtmænd og sligt.
”Men jeg beder Dig, Ven! fortæl mig, hvad Stort kan da møde
denne Misere? hvad Stort kan da frembringes ved den?” —
Hvad! de giøre Cabaler, de laane paa Pant og oe stiele,
trodse selv Vand og Brød, Stokhuus og Rasphuset med. —
”Hvorfra tage I da den store gigantiske Skiebne,
den, som hæver vort Støv, naar den os knuser til Støv?” —
Det er Griller! Os selv og vore gode Bekiendte,
vores Jammer og Nød søge og finde vi her. —
”Men det har I jo bedre og meget beqvemmere hiemme;
hvorfor flye I Jer selv, naar I kun søge Jer selv?” —
Med Forlov, min Heros! den Casus er ganske forskiellig:
Skiebnen er blind, vor Poet billig og stikkelig er. —
Ogsaa Eders Natur, den elendige, seer man paa Eders
Scener, den store kun ei, den, som uendelig er?” —
Vores Poet er Verten, den sidste Actus er Gildet:
Lasten maa først kaste op, derpaa gaaer Dyden tilbords.