Epilog
(Fremsagt efter et Declamatorium.)
(Fremsagt efter et Declamatorium.)
Du seer mig atter, ædle Folk, fremtræde.
Hvo lærer mig at tolke Tak og Glæde?
O, evig skal jeg mindes denne Dag
som for mit Hiertes, saa for Kunstens Sag!
Ja, havde Bragi mig i Haanden givet
det Strengeleeg, som giennemtoner Livet,
da skulde jeg med Greb i Strengens Guld
forkynde Dig min Tak for al Din Huld.
Du har hørt Gienlyd af Dit Barde-Chor; —
o! evig tone det i høien Nord! —
Du har hørt Høisang her af Oehlenschläger,
mens Rahbek, Baggesen med Cithren leger;
Du har hørt Evalds Røst, hans Hiertes Klang,
seet Ingemanns saa skiønne Digtergang;
skiøndt i Elysium de har alt længe hvilet.
Nu springer atter ud løvrige Skov,
nu hvirvler fiedret Chor sin Skabers Lov;
snart tyer Du, ædle Kreds, fra Stadens Larm;
gid Freden Dig omslynge med sin Arm!
Naar Lærken siunger fro sit Morgenqvad,
naar Bonden gaaer fra Marken træt, men glad,
naar Nattergalen i sit Mørke synger,
naar Herren høit udspreder Stierneklynger,
naar giennem Skovens tykke Bøgekroner
den friske Vind som Æolsharpen toner,
naar Bækken for Din Fod blandt Blomster suser,
og naar det stolte Hav liig Torden bruser:
o, da lad ogsaa Dine Skraldes Røst
med stille Fryd gienvaagne i Dit Bryst!
Vel har mig Bragi ei i Haanden givet
det Strengeleeg, som giennemtoner Livet,
dog lad mig, ædle Kreds! erindringsfuld
gientage Dig min Tak for al Din Huld!