Midt i en Old, da selv de Bedre frygte;
da Angst og Rædsel slaae den feige Slægt,
da Klogskab irrer om ved natlig Løgte,
og søger selv i Ørknen Varetægt:
midt i slig Old, o ædle Mester-Broder!
en Kirke staaer af vor Almester bygt;
dens Spiir sig hæver klart blandt Nattens Kloder,
dens Grundvold staaer i Dybet fast og trygt.
Dens Skib sig stolt fra fiernest Østland strækker
til Vest, hvor Solens Seng er gyldne Hav:
blind gaaer Du did; men see! Dit Syn opvækker
først Mulm, saa Stierneglands, saa s Grav: —
den Brave, som sig offrer glad til Døden,
den Fromme, som har Livets Vandring taalt,
sig reiser billedlig i Morgenrøden,
forklaret og af Seierglands bestraalt.
Der forestaaer en Old, da Ædle frygte,
da Angst og Bæven slaae selv ædlest Slægt,
da selv Religion ved natlig Løgte
hos faa Discipler søger Varetægt;
dog see, vor Vinkel Korsets Hælvt betyder;
om Stormen end i Verdens Efteraar,
det hellige, det høie Kors nedbryder,
dets faste Halvdeel dog hos os bestaaer.
Da Lys og Sandhed fødtes, stod paa Himlen
en Stierne klar, som ledte Kongers Spoer:
nu lad os skiule Stiernens Glands for Vrimlen:
kun mindste Loge nu kan vorde stor;
jo større Tempel vorder kun jo mindre;
jo meer vor Stierne mørk, jo mere klar;
ei over Husets Tag til Pragt den tindre;
nei, kun bag allerhelligste Altar!
Mangt er vel for mit Syn end dybt bevaret
som nys indslynget i vor Mesterkrands;
Du, vise Olding! skuer soelopklaret,
hvad jeg kun saae i Tankens Maaneglands;
men her jeg skrifter for Dig, ædle Mester!
Hvad jeg har ahnet, skimtet, hvad jeg saae; —
virk længe, stærk blandt Ordnens Overpræster,
og seent Dit Minni i vort Tempel staae!