1.
Altiid stræb til det Hele; og kan et Heelt Du ei vorde,
vel! da som tienende Led føie Du Dig til et Heelt!
2.
”Hvem Du slal troe, min ærlige Ven?” Det kan jeg Dig sige:
Livet! — det lære Dig kan mere end Lærer og Bog.
3.
Ingen ligne den Anden; dog hver den Høieste ligne.
Hvordan kan det skee? Enhver være fuldkommen i sig!
4.
Alskens grundig Discours forslaaer ei til Verdens Forplantning;
Alskens grundig Discours bringer et Kunstværk ei frem.
5.
Roes blot for Barnet de Dukker, hvortil det sin Skilling forøder;
Sandelig! Kræmmer og Børn vil da som Gud Dig ansee.
6.
Alle stræbe og ile og søge og flye her hverandre;
men den speilglatte Vei venlig begrændser enhver.
7.
Blandt hinanden glede de, Mester ved Lærlingens Side,
og det sædvanlige Folk holder i Midten sig op.
8.
Hvad Enhver formaaer, han viser her; Roes eller Dadel
sinked ei denne, og hiin skyndte til Maalet der ei.
9.
Jer, I Fuskernes Talsmamd, I Mest’rens Forklelnere,gad jeg
see her paa Flodbredden staae, tause, med afmægtigt Nid.
10.
Lærling, Du vakler og nøler, og flyer den glattere Flade
rolig! Du vorder endnu Banens og Mesterens Fryd.
11.
Vil Du alt tee Dig ziirlig, og er ei sikker? forgieves!
kun af den fuldendte Kraft hæver det Skiønne sig frem.
12.
Det er en Dødeligs Lod at falde. Saa falder paa Banen
Mester med Lærling; dog hiin styrter med sværere Fald.
13.
Falder dierveste Løber paa Banen, leer man paa Bredden,
som man ved Øl og Tobak haaner den tabende Hær.
14.
Freidig paa Banen gliid; giv Raad den vordende Lærling,
glæd ved Mesteren Dig: saadan Du nyde Din Dag!
15.
Svøm kun, Du mægtige Iisklump! og naaer Du ei didhen som Iisklump,
vel! som Draaber Du dog kommer i Havet tilsidst!