(Fremsagt paa det Kgl. danske Theater ved Foersoms fierde Declamatorium, da nuværende Mad. Spindler, efter fem Aars Fraværelse, igien betraadte Skuepladsen.)
Fra fierne Egn, paa kierlig Længsels Vinger
sig Tanken hen mod Fædrelandet svinger,
og Nordens Søn i Sydens Blomsterfavn
med Veemod mindes elskte Fødestavn. —
Beklemt, og barnlig-veemodsfuld han higer
mod Hiemmets Egne som mod Himmel-Riger,
og bytter ei for Himmelriger dem,
hvorpaa Naturen tegned’ Navnet: ”Hiem!”
Er Hiemmet der, hvor Barndoms Morgenrøde
randt hen; hvor Barnets Graad i Smiil hendøde
hvor Mindets store, hvide Rose staaer
foruden Torne fra vor skiønne Vaar;
hvor mægtigt først vor Genius os vinked’;
hvor Livets Tryllespeil imod os blinked’;
hvor paa hver Plet Kiærminder blomstre frem —:
da, ædle Folk! er her mit Hiertes Hiem!
Jeg seer Dig atter, Hellige og Rene,
med høit opløftet Staal, o Melpomene!
Hist blinker mig Thalias Speil imod,
og kræver Smiil, som hiin forlanger Blod!
Jeg atter staaer paa Danmarks gamle Scene: —
Ak! mange søndersprang af Templets Stene! —
Jeg seer mig trindt omkring — — jeg seer ei dem,
og sukker veemodsfuld: her var mit Hiem!
End saae jeg hist et ringe Alter bygget,
men dog af Danmarks Konge-Eeg beskygget;
i Lundens Favn der stod, og sælsomt klang
fra grønne Hvælving Dannebarders Sang:
paa selve Alt’ret stod det Navn: ”Theone!”
da frembrød i mit Bryst en Gienlyds Tone
af Nordens Skialdes Sang! Den tækkes dem,
og atter siger jeg: her er mit Hiem!
Dog — frygtsom Vandreren til Hjemmet vender:
”Monn’ Vennen vel de fordums Træk gienkiender?
”monn’ Vennen aander end? og byder end
”en kierlig Røst: velkommen hid igien?” —
— Vel! skiøndt halvfremmed fast jeg her fremmeder
paa Scenen for min svundne Barndoms Glæder;
jeg for et Øieblik giennyder dem,