Ved Foden af en Høi sad Dafne. Hendes Hund og hendes Stav laae ved hendes Side.
”Hvorfor mon Kleon tøver saa længe?” udbrød hun. ”Snart skiuler Solen sig bag fierne Skove, og jeg maa drive Faarene hiem. Jeg skal da ikke høre ham synge i Aften? Synge Myrtils Sang, den Sang Myrtil saa ofte gientog for sin Kloe. — Han skal da ikke klappe min Hund? Ikke spøge med disse brune Lokker? — — Dog, hvi længes jeg? Jeg skulde dog vel ikke elske? — her slog hun sine tindrende Øine ned — Elske? hvorfor just elske? Nei, Venskab er det, bare Venskab. Vor fælleds Forretning har samlet os. — Hvor han dog synger yndigt! Og jeg hører ham saa gierne; det er jo dog ikke at elske? Han siger, jeg er smuk, og jeg hører saa gierne, at han siger det. Det er jo dog ikke at elske? — Han trykker min Haand saa ømt; og jeg giver ham den saa gierne, at han kan trykke den; det er jo dog ikke heller at elske?
Men, naar han saadan trykker min Haand, saa tier han reent stille; hvad skal da det betyde? Og jeg derimod synes, jeg kunde fortælle ham en heel Deel, men — hvor kommer det sig da, at jeg endnu aldrig har sagt ham et Ord? — — Men hvi tøver han da og saa længe? Maaskee har han i Dag drevet Faarene ud paa hine Sletter, hvor Damons rige Datter vogter! Maaskee har hun forhindret ham at komme her. — Dog, han har jo saa tidt sagt mig, at han var hellere hos mig. Han har jo og sagt, at hun er stolt. — Kom til mig, Kleon, jeg er ikke stolt.
Og nu hvilede den rosenrøde Kind paa hendes hvide Haand.
Kleon kom.
Noget fra Høien blev han staaende, og lænede sig eftertænksom paa sin Stav. Nu saae han Dafne, og hurtig sprang han hen til hende.
”Dafne;” sagde han.
Og her reiste Hyrdinden sig.
”Du synes mig nedslaaet.”
Dafne. Jeg er ikke nedslaaet. — Jeg har Intet at være bedrøvet over. Jeg — jeg sad kun — og tænkte — —
Kleon. Nu?
Dafne. Og tænkte, at vi Hyrder dog føre det lykkeligste Liv i Verden. Midt i Naturens Yndigheder er al vor Gierning.
Kleon. Faa ere fornøiede med deres Vilkaar, som du. — Du har Ret, og dog kan Hyrder saa ofte være ulykkelige.
Han tørrede en Taare bort af sin brune Kind. Du kiender jo Myrtil, den unge skiønne Hyrde, som i næste Uge skulde været forenet med sin Hyrdinde. I Dag — i Dag fulgte vi den favre Pige til Jorden, og Myrtil — stakkels Myrtil! — her græd Dafne. — Du skulde seet ham; ingen Roser paa hans Kind, intet Liv i hans Øie.
Sex unge Piger smykkede Graven med Blomster. Med eet trængte Myrtil sig frem, tog en Rose fra een af Hyrdinderne, rev Bladene af, og strødde dem over Graven. Neppe havde han udraabt: ”Liig disse var du, Kloe!” førend han segnede aandløs i mine Arme. Med Møie fik vi ham til sig selv igien; men nu har man kun lidet Haab om hans Liv.
Dafne. O, hvor elskede han hende høit!
Kleon. Vilde du og have grædt for mig, Dafne?
”Kleon!” sagde hun og rødmede.
”Dafne!” udraabte han, ”elsker du mig? — O! nu er ingen Hyrde lykkeligere, end jeg.
⁂ ⁂ ⁂
Den skiønne Pige er som Rosen, men — ogsaa kan hun henvisne, som den.