Ei Skatte jeg søger,
Ei fornem jeg er,
Men sorgfri jeg spøger
Med Faarene her;
Og lystig, og rolig
Til Hiemmet jeg naaer;
Da spinder jeg trolig,
Saa saare det gaaer.
Alt medens jeg spinder,
Jeg nynner en Sang,
Saa Garnet jeg vinder,
Ei Aft’nen bli’r lang.
Hans Væver det henter;
Til Vaar er det klart,
Og fro jeg da venter,
Han bringer det snart.
Mig- Ludvig da skienker
Et rosenrødt Baand,
Og henrykt jeg tænker,
Det kom af hans Haand!
Min Flid vil han lønne,
Saa kierlig, saa tro:
O! gid han maa skiønne,
Hvor Kirsten er fro!
Og naar han istemmer
Om Fliden et Ord,
Mig selv jeg forglemmer,
Og mener mig stor.
Til Damaskes Trøie,
Besnoret med Guld,
Jeg laaner ei Øie,
Er Ludvig mig huld.
Thi Ludvig mig elsker,
Kun ham jeg har kiær;
Ja, Ludvig mig elsker:
Jeg lykkelig er!
Hans Hierte ei kiender
Til Ondskab og List:
For Dyden det brænder,
Det veed jeg saa vist.
Algode! du signe
Min Ludvig og mig!
O! gid jeg ham ligne!
Han ligner jo dig!
Gid vi dig behage
Ved Ømhed og Dyd,
Alt kommende Dage
Maa bringe os Fryd!
Louise****.