Som Ormen gnaver i Træet fra Rod og til Top sin Gang
i Sjælens Dybder der fødes en stadig stigende Trang:
Den stærke Trang til at bryde de svære Forsagelsers Aag,
og Fejghedens Frygt for at følge i de lovbundne Tjeneres Tog.
Den maler med tusend Løgne et Billed af evig Lyst,
men strax ved dens første Sejre slaar Døden Rod i vort Bryst.
Den dræber den Vilje, der rækker den villig sin Haand til Pagt,
men styrker den Sjæl, der knækker dens Brod under Viljens Magt.
At bryde Sansernes Snare — det fordrer dog ædelt Mod.
At bryde Formernes Skranker — det kræver kun dyrisk Blod.
Men Mod og Frisind er Skiltet, hvor Hjærtet er fejt og hult;
ved Løgn har Sanserne sejret, ved Løgn bliver Sejren skjult.
Og Slægten fyldes med Løgne om Sansernes Ret og Krav.
Som Trøst, naar Slørene falde, der bydes en tidlig Grav.
Men Sandhed og Sundhed vil vaagne og melde sit Krav, sin Ret,
og Slægten vil sprænge hver Maske i Løgnens snærende Net.
Den Gift, der dølger sin Snare bag prægtige Rhytmers Klang,
den Sjæl, der skjuler sin Armod i let og forsoren Sang,
den Kælen for Hjærternes Bærme, der nævnes som Kamp for en Sag:
det ses gennem Sandhedens Briller som et farligt og frækt Bedrag.
Den Sanger, der skrev paa sin Fane: »For Sandhed og Hjærtets Ret;«
men omspinder Hjærtet med Traade af Løgnens knap synlige Net,
der spotter Humbug og Hyklen, men vildleder selv sin Slægt:
ham stener det Folk, der vaagner, med hans egne Sandheders Vægt.
Vi sove lidt trygt tilhobe i dyrekøbt, svækkende Fred;
dog sænker den usunde Taage sig langsomt som Dugregn ned.
Vi vil for Sandheden kæmpe mod hver en Pestens Profet,
er han saa den mest geniale med æsthetiske Briller set.