I.
Med udslaget Haar i dugget Vang
en Morgen du gik i Vaar,
da Majsolen brændte og Knopperne sprang
og Bøgen stod Brud i den grønnende Vang
med Solstraalekrans i sit Haar.
En Skælm bag Øjnenes Vipper laa,
et Smil var gemt ved din Mund;
men dybt bag dit smilende Øjes blaa
et Glimt af din straalende Sjæl
jeg saa med Rigdom gemt i sin Grund.
— Jeg venter trofast den lyse Tid,
dit Hjærtes Rigdom bli’r min;
og visner end under Livets Strid
vor blomstrende Lykkes Krone hvid —
min Tro bli’r dog altid din!
II.
Nej denne vilde Kærlighed,
hvis Magt bestaar i vilde Sanser,
hvis Higen aldrig finder Fred
før den sin egen Grav bekranser,
den stemmer ej min Sjæl til Sang,
fordi den mangler i sin Klang
de ædleste Sonnanser.
Og Sangen er for ren og skær
til Leflen med det Blod, der bruser,
omtaagende paa Vikingfærd
de rene Tankers dybe Sluser.
Nej jeg vil helst med renset Blod
frimodigt vende Øjet mod
de jomfrurene Muser.
Og du, som jeg har faaet kær,
og hvem jeg elsket har saa længe!
Hvor kunde jeg dig komme nær,
naar der var Rust paa mine Strænge?
Hvor kunde du min Sang forstaa,
naar du min Uskylds Blomster saa
med visnet Krone hænge?
Jeg synger ene nu for dig; —
— om du forstaar det, ved jeg ikke.
— Af dine Øjne, paa min Vej,
jeg vil mit Hjærtes Glæder drikke.
Dit Øje gør mig altid stor,
selv naar jeg med et bange Ord
et Smil maa af dig tigge.
Og at jeg altid ren maa staa
i Livet, som i mine Sange,
og aldrig maa mit Blik nedslaa
for dine Øjnes Renhed bange —
det er mit Hjærtes bedste Bøn,
og bli’r et Smil af dig min Løn,
jeg skal ej mer forlange.