Natten slaar de mørke Vinger
over Livets travle Færd;
Døden sliber taus sit Sværd
og i Mørket ud sig svinger.
Lad os følge ved hans Side,
lad os se, hvorhen han gaar:
Se, hvor mørk og taus han staar
hist i Maanens Straaler hvide!
Hæver saa sit Sværd, der blinker,
som med tusind Taarers Glans,
træder i saa vild en Dans —
stanser atter, ler og vinker.
Fler og fler omkring ham svæver
paa hans Taareklinges Bud;
hvor i Maanelys den bæver,
bli’r et Hjærte slettet ud.
Hvor hans Latter Luften ryster
slutter én sig til hans Hær,
deres Taarer ham forlyster,
naar de blinker paa hans Sværd.
Over Dødens tause Have
suser Skarens Vingeslag,
og med dybe Sukkedrag
svandt den i de aabne Grave.
Men i Haven, taus og stor,
stanser Dødens Engel atter;
Herren paa den faldne Jord
ryster Luften med sin Latter.
»Giv mig Sværdet!« bød en Røst
klar og mægtig over Haven,
og det jog i Dødens Bryst,
da et Lys brød frem fra Graven.
Sveden perled ham paa Panden,
da han kjendte Livets Gud,
da han hørte Livets Bud:
»Læg dit Sværd! Jeg er opstanden!«
Taaren tørredes paa Klinge,
Maanen blegned bag en Sky,
Paaskemorgens klare Gry
over Jorden slog sin Vinge.