Et Æsel vant til Byrder og til Slag,
Bar i den Troe, at det saa skulde være,
Taalmodig, jævnlig, Dag for Dag,
Alt, hvad han fik at slæbe paa,
Saa længe han kun ei fik meer at bære,
End det, han pleiede at faae.
Men intet Ondt er til, som jo kan blive værre,
Et Æsel selv, o ædle Mennesker!
Bemærker nøie, hvad jeg siger her!
Et Esel selv, hvis Kaar I dog forsmaae,
Kan blive værre faren, end han er.
Thi vor Langøre gik det saa,
Den Gang han skiftede sin Herre.
En gierrig Bonde, i hvis Lod han faldt,
Tog følesløs, saasnart det var betalt,
Vort Æsel, Godheds Værk, kun for sit eget;
Og daarlig, blot fordi det kunde bære meget,
Paastod han, at det skulde bære alt.
Hver Dag betyngedes vort Æsel meer,
Og som det alt for ofte skeer,
Blev med hans Byrder og hans Strimer fleer,
Hvad skulde nu den Arme giøre?
Han fandt sit værre Kaar, og skreeg saa ynkelig,
At Himlen vist fornam hans Skrig,
Men ak! os Mennesker kan Æsler ikke røre.
Hans Herre stolt, thi Dyret var hans eget,
Saae til ham med Foragt, og raabte ubevæget,
Unyttige Forvovne! skriger du?
Da skal du bære meer, og prygles meer endnu.
Han holdt sit Ord. Dog med en Rest af Haab,
Som Arme saa ugierne vil forlade,
Blev Æslet ved sit jammerlige Raab;
Og da det intet kunde skade,
Saa skiøndt det daglig af Erfaring saae,
At ingen agtede derpaa,
Skreeg det saa længe, som det kunde staae.
Men da dets Knæe nu, zittrende og svage,
Snart skulde synke, da dets Øie mat
Kun viiste det dets sidste Hvilenat,
Da gik det villigt, og holdt op at klage.
Ha! raabte Bonden glad, saa skal man lære
Jer dovne Esler til at bære!
Du bærer meer end før, hvi skriger du da ei?
Nei! svarte nu det stolte Esel: nei!
Før stod mit Haab om Lindring kun dig;
Da skreeg jeg, skiøndt jeg fandt dig ubevæget
Ved al min Nød ved alle mine Skrig,
Men nu Haardhiertede, men nu
Behøver jeg dig ei! nu hielper Døden mig
Og troe mig, det er ligemeget,
Om Døden hielper, eller du.
Naar undertrykte lære,
Hvad Eslet seent forstod,
Da først, da skal de bære
Der Kaar med større Mod,
Hvi hyle de som Daarer
Til deres Fienders Lyst,
Og spilde Strømme Taarer
Paa hvert et steenhaardt Bryst?
Tyranner er kun svage,
Og kan, endskiøndt de vil,
Ei skabe større Plage,
End vi har Kræfter til.
Hver ny, hver større Kummer
Gi’er, et langt bedre Haab
Om Trøst og salig Slummer,
End alle vore Raab;
Thi sank vi under Nøden,
Da smilte Armes Ven
Da gav han kierlig Døden
Et Vink at ende den.
