Hvor Kirkekorset strækker sine Arme
til Læ mod Vinterstormene, som larme,
hvor Vedbendranker klatrende sig række
og snart vil nå den kolde Mur at dække —
dér hviler han, som sang om Korsets Gåde,
om det »Livsalige« i Herrens Nåde,
om »Korsets Favntag«, som kan Barnet skræmme,
skjønt det er Pant på Barneretten hjemme.
Der hviler han, hvem Gud gav Ordets Gave,
som talte, så det lysned i det Lave,
om Kjærlighed til Gud og til vor Broder
og til vort Fædreland — vor gamle Moder;
som talte hjærtevarmt om »Synd og Nåde«
om Kristi Frelsergjernings skjulte Tråde,
som talte jublende om vor Forsoner,
der vil os løfte dig, hvor selv han troner.
Her hviler han så fredeligt og stille
i Lunden, hvor den blide Finkes Trille
forener sig med Salmesangens Vover
og danner Vuggesangen, hvor han sover.
Han hviler her imellem det, han bygde
— et Liv, som ej for Dødens Pust kan flygte —
og ej blot her, hvor Mindestenen knejser,
man Vilhelm Birkedal et Minde rejser. — —
Nu har han »strakt mod Herren sine Hænder«
og set ham hist, hvor »Lyset ej nedbrænder«!
Nu har han »hilst ham med sit Smil — det sidste« —
det første dér, hvor Smilet ej skal briste!
(4. Decbr. 1895.)