Man rejser bort fra sit Fædreland
uden at kjende dets Skatte —
voxer sig stor ved en fremmed Strand,
elsker så den over al Forstand
— dens Ege, dens Paddehatte. —
Man tænker: Hvor var der dog småt der hjemme!
hused ej Landet min Moders Stemme,
vilde jeg sikkert det Hele glemme.
— — —
Men Moders Røst er en sælsom Magt,
den kalder — og Sønnen følger
ud over de blånende Bølger
halvt nysgjerrig, halvt forsagt; — —
ser så sit Hjem med det vækkede Sind,
undres ved Alt, hvad det ejer,
skuer og prøver og vejer
og ser, det var ham, der var blind.