Paa vidtstrakte Flade de Lyngtoppe groer,
Paa Bækken de Vandænder svømme:
Der vanked en Smaadreng og vogtede Faar,
Dybsindig i eensomme Drømme.
I Landsbyens Krostue drikkes tilfjæls.
Den Landsby var Holbæk, men Drengen var Niels.
Han vogtede Faar, og han flyttede Koer,
Men Timerne faldt ham saa lange;
Heel snurrige Drømme han skjænkte Gehør —
Da grunded han tidlig paa Sange:
De barnlige Længsler blev Sang i hans Bryst,
Han qvad om sin Moder, og Veemodens Lyst!
Men Bondenegotien faldt ham saa svær,
Den Pløining ei kunde han nemme;
Hans Hu ikkun stod til at vorde en Lærd,
Ved Bogen kun fandt han sig hjemme:
Da sendte hans Fader til Randers ham hen —
Men gav ham istedetfor Bogen en Pen!
Saa sad han og skrev i halvtredie Aar.
Dog — ikke til at copiere
Blev Niels af Alfaderen sat paa vor Jord:
Selvstændig han maatte studere.
I Sjælen det skar ham, saa ofte han saae
De Pilte med Bogen til Skolen at gaae.
Og Himmelen bad han ved Nat og ved Dag,
At ham maatte times den Glæde,
Engang udi disse Lyksaliges Lag
Hiin Viisdommens Hal at betræde.
Da rørte Vorherre de Borgeres Sind:
De tog sig af Pogen, og hjalp ham derind.
Nu tyktes først Livet ham at have Værd,
Og her først han følte sig hjemme;
Thi Skolenegotien faldt ham ei svær,
Den Læsning han nok kunde nemme.
Han læste: som moden Student, ei som Pilt,
Og Lærerne saae til hans Idræt saa mildt.
Nu sidder hiin Smaadreng i Absalons Stad
Som een af de ægte Studenter.
Endnu, som tilforn mens paa Skolen han sad,
Sin Glæde fra Bogen han henter;
Og end, som tilforn, er han fro og tilfreds
Ved Piben og Glasset i Brødrenes Kreds.
Vor Broder fra Ungdommens lystige Tid!
Vor Ven fra de barnlige Drømme!
Vort Mønster i Kundskab, i Aand og i Flid!
For Dig vil et Bæger vi tømme!
Ja! før skal vort Hjerte ophøre at slaae,
Før Du Randershuser af Minde skal gaae.