Lille Mos, som bly Dig skjuler
I min Hjemstavns Hede-Hav!
Skjøndt den stolte Sjællandsfar Dig
Finder ussel, grim og lav,
Skal Du fremfor Sjolunds Pragtblomst
I min Mindehave staa!
Thi Du stammer fra den Plet, som
Barnets glade Lege saae.
Her i Hovedstadens Tummel
Sad jeg eensom og forstemt;
Øde i mit Hjerte var det,
Hjemmet selv var næsten glemt;
Død var Aanden — for at skjule
For mig selv, at jeg var død,
Kroppen til Activitet jeg
Vakte ved et Smørrebrød;
Tog af Skabet hist i Væggen
Bøtten, som med Smør saa fuld
Gamle Mutter havde pakket
Til en Trøst i Vintrens Kuld;
See! da hængte Du ved Bunden,
Hilste som en gammel Ven,
Vakte Barndoms Minder atter,
Fryd i kolde Barm igjen.
Derfor skal Du, skjøndt med Haan kun
Sjællandsfaren til Dig seer,
Fremfor stoltest Blomme prange
I min Mindehave her.