Fra den vilde Støi og Strid og Larmen
I det stadselige Kjøbsted-Buur,
Søge vi den blide Fred ved Barmen
Af den moderlige, troe Natur:
Salig Baden, Bang, Chirurgens Knive,
Sorg og Mismod, Harm og Fjas og Vind,
Lade smukt i Buret vi forblive,
Kun medtage Barnets lette Sind.
Midt i sorte, milelange Heder,
Hvor en enkelt syg og krumpen Piil
Øiet kun moisommeligt opleder
Mellem Lyng og Siv og tørre Sild:
Smiler, hegnet trindt af Træer og Blommer,
I en venlig Dal en Præstegaard;
Der vi samles i den blide Sommer,
Froe, som i vor Barndoms lyse Vaar.
Der modtager os med aabne Arme
Vor Papa, den gamle Prædikant,
Deler end vor Fryd med Ungdomsvarme,
Skjøndt vel Sexti over Issen randt;
Og vor Mo’er, den elskelige Qvinde,
Sysler om, saa god og engleblid. —
Med den svundne Fryd i venligt Minde
Gjensee Bogen vi med dobbelt Flid.
Skilt fra Dig ved Bølge, Bjerge, Dale,
Tumlet vidt blandt Verdens Larm og Skræk,
Skal Erindringen om Dig sig male,
Kjære Dal! for os med lyse Træk;
Og saa længe vore Hjerter banke,
Og vor Hjerne end et Ord forstaaer,
Skal vort Hjertes Slag og Hjernens Tanke
Gjelde Eder, elskede Fa’r og Mo’r!