Solen skinner og Havet ler —
Trommelommelom — kling, kling!
Alt er Glæde, hvorhen vi ser —
Trommelom — trommelom — kling!
Solen danser paa Bølgen blaa,
hvorfor skulde vi ej gøre ligesaa?
Kommer en Storm — den er snart forbi,
kommer en Torden — ja saa bli’r vi bange,
men vi har Farver og Solskin og Sange,
Frygten er væk, — som en Kolibri:
Vilde — det er vi — og fri!
Vi danser paa Hæl og vi danser paa Taa,
vi har kun de florlette Klæder paa;
Hvad spørger vel Fuglen og Blomsten om Gavn?
Vi kysser, vi klapper, vi tager i Favn:
Sydhavets Børn er vort Navn!
Hvorfor kommer de mørke Mænd —
Trommelommelom — kling, kling!
hvem har sendt dem til Øen hen?
Trommelom — trommelom — kling!
Er der koldt bag de Bølger blaa,
hvorfor skulde her da blive ligesaa?
Nævner vi Kys — saa er Svaret: ti!
Aa, men hvad kan da en Pater forlange,
Naar man er opfødt med Solskin og Sange,
naar man er glad som en Kolibri,
glad som de vilde — og fri!