Og naar jeg en Gang skal puttes i Jord
— Jeg haaber det varer ret længe —
Saa ligger jeg dér med mit Renommé
Og uden en Styvers Penge.
Og saa vil der rundt om min Baare staa
— Foruden Familje og Venner —
I hundredvis af fattige Folk,
Hvem ingen „personligt“ kender.
Hvad har jeg da gjort, at de møder dér
Saa mandsstærk i Kirkegaardshaven
Og lader en halv Dags Løn gaa i Løb —
For at følge en Digter til Graven?
Positivt har jeg kun lidet gjort,
Jeg har jo kun brugt min Stemme
Og sunget saadan — at de „pæne“ Folk
Har valgt at holde sig hjemme.
Men skal der rejses en Sten mig en Gang
Derude i Kirkegaardshaven,
Saa blir det ej den, jeg kastede paa
Det fattige Følge om Graven.
Thi kunde jeg selv ikke skaffe Brød
For alle de hungrende Munde:
Min Sang har dog smeltet til Tider kan hænds
En Sten, som skaffe det kunde!
