Nej, synge vil jeg, mens jeg kan,
Før Dødens Klo mig griber:
Den raske Drossel er en Mand —
Smaaspurven ængstlig piber.
Der vælder Bølger fra mit Bryst
Af Had mod denne Røver,
Som Knivens Eg, med Voldsmands Lyst,
Mod værgeløse prøver.
Han er, som Staalet, kold og blaa,
Ej Følelser han ejer;
Jeg véd: kun én Ting kan ham slaa
Med Undren, mens han mejer.
Det er at høre Sangen stærk
Til Livets Pris og Hæder ...
Saa standser et Sekund hans Værk,
Hvor smaa og store græder.