Det var først paa Somrens Tide,
Duft og Lys og Farver over alt,
saa kom Fluen frem — ja Gud maa vide
hvor den kom fra, det blev ej fortalt;
det er nok: den var der; frisk og fyndig
op og ned i Verden svirred den,
alt var godt og ingen Ting var syndig,
ingen Paragraf forvirred den.
Den arme, arme Flue,
den arme, arme Flue,
den arme Flue kendte ej til Verdens Lov og Skik.
Hvor Fontænen kaster Straalen,
laa en Jomfru, blank med snehvidt Bryst;
Fluen tænkte: det er Sukkerskaalen!
og af Skaalen suged den med Lyst;
rigtignok har Marmor ingen Sødme,
men fra den Tid syntes Fluen om,
hvor den saa’ en Jomfruhals at rødme,
ømt at kysse, hvad til Syne kom.
Den arme, arme Flue,
den arme, arme Flue,
den arme Flue kendte ej til Verdens Lov og Skik.
I sin Armstol halvt indsovet
laa Bor’mestren drejende sin Ring,
Fluen tænkte: det er meget vovet,
men — den Mand bestiller ingenting!
Og da Fluen var et flygtigt Væsen,
og da intet Lovsted paa den bed,
fløj den op og stak Bor’mesternæsen —
og han vaagned med en arrig Ed.
Den arme, arme Flue,
den arme, arme Flue,
den arme Flue kendte ej til Verdens Lov og Skik.
Ak, men saa kom Vintrens Tide,
Duft og Lys og Farver var forbi,
da fik Fluen anden Ting at vide,
den var færdig med sit Føjteri;
hen bag Ovnen krøb det arme Væsen,
men trods Ilden blev den ikke varm,
den stak ingen mægtig Mand paa Næsen,
og den kyssed ingen Jomfrubarm.
Den arme, arme Flue,
den arme, arme Flue,
den arme Flue fik sig lært omsider Verdens Gang.