Hvem sejler under den svenske Val
Decembernatten saa lang?
Hvem ejer den liden Hukkert vel
Med Raa paa sin eneste Stang?
Hvem huser om Bord i den tømrede Stue,
Hvem ligger, hvor tusinde Farer true,
Som laa han i sødest Behold?
Hvem bryder sig Pokker om Svensken? —
Det gør Peder Tordenskjold.
Og Søen brummer sin gamle Sang
Om Hukkertens Stævn og Hæk,
Og Vinden sætter sin Fløjte for Mund
Og spytter sin Trille væk,
Og Manden ved Roret faar Munden paa Gang,
Han synes den Hundevagt bliver saa lang,
Han skifter sin Skraa og nynner
Med Søen og Vinden om Kap.
Saa mangen en Vise, saa mangt et Stev
Om Dannemarks Heltestand
Paa Flaaden vanker fra Mund til Mund,
Og mest blandt den menige Mand;
Hvem Visen har gjort, fik man aldrig høre,
Men er der en Sang, som altid faar Øre,
Trods Baadsmandstampens Kontrol,
Saa er det den Vise, som Rormanden nynner
Om ham, Peder Tordenskjold:
„Peder Wessel var hans Navn
Alt ifra sin Fødestavn;
Skrædder skulde han gerne være;
Pyt! sa’e Peder og løb af Lære:
Stuen er trang, Søen er vid,
Dér skal jeg staa min Læretid!“
„Om hvordan han lærte dér
Melder Svensken fjernt og nær;
Peder vidste saa ganske nøje
Hvad der gaar til paa en banket Trøje:
Svensken er lang, Trøjen er blaa . . .“
Hej lad dog den Vise en Ende faa,
Du spinder den altfor lang! —
Det er Kommandøren, som staar der og skræver
I Kobryggens smalle Gang.
Og Rormanden op til Sydvesten ta’er,
Men Tordenskjold sparer ham selv for Svar,
Han synger Verset til Ende;
Han kender den Vise saa vel.
Saa kigger han ind til Nathusets Fyr.
En Streg til Luvart! — en Streg! —
Saa gisser han sig til Fartøjets Fart:
Vinden hun bliver ret østen snart;
Ved Daggry maa vi den svenske Val
Et Par Streger nærmere lægge,
Om Anholt vi over vil strække! —
Og Kommandøren han sætter sig ned,
Belyst af Kompaslampens Lue;
Det er, som en Skygge, en flygtig, gled
Over Mundens trodsige Bue:
Misundelse; ja! min Aktivitet
Den har de Herrer for fuldtvel sét,
Den hover dem ikke derhjemme;
Og nu skal jeg kaldes til Kongens By
Og føres i ny Slags Klemme!
Det er den Vise, det gamle Stev,
Det evige et og det samme:
De sidder og piber i Musehuller,
Men haver ej Saar eller Skramme;
Om noget jeg evner, saa raaber de: mer!
Om meget jeg vover, straks Fejler de ser; —
Jeg voved dog Pelsen for Strømstad
Paa mine Galejer og Pramme!
Naa! lad mig kuns miste Kommandoskab,
Og lad dem kuns hyle om Død og Tab:
Til kort kan jo komme den bedste Sag,
Den bedste Raison kan fejle.
Skal atter i Kølvandslinje jeg gaa,
Og kan jeg ej længer paa egen Haand slaa —
Jeg skal baade slaa og sejle
Under det gamle Flag!
Saa synger jeg op under Stykkernes Brag, —
Det vil de vel ikke forbyde;
Og vist skal min Konge fornemme den Dag,
Hvor Tordenskjolds Navn i et Hædersslag
Fra Sundet til Norge skal lyde;
Thi Tordenskjold tager Revanche for sidst;
Den brænder min Sjæl som en Brand: —
Jeg skriver kanske som en Cancellist,
Men jeg snakker, Gudsblod! som en Mand! —
Og Hukkerten staar gennem Natten hen
Sin Kurs under svenske Val; —
Imedens saa ville vi kigge paa den,
Som gaar dér paa Heltens Befal;
Den haver en Ladning af Jern i sin Bug
Samt alt, hvad der hører til Heltens Brug,
Og saadant er ikke saa ringe;
Selv er den et lidet, skrøbeligt Trug,
Men dens Fører har Malm i sin Bringe.
Og som det er Tordenskjolds vældigste Tag,
Som snart paa dens Planker skal tages,
Saa ville vi nævne hver liden Sag
Om Bord, mens det midlertid dages;
Den Hukkert at se til er kendelig tam,
Men glubende Vildt er deri:
Først Kommandør Tordenskjold selv, og med ham
Hans hele Menageri.
To Ulve, en Rævefamilje med Børn;
De laa nu i Rummet dernede,
Men agter i Hytten laa Heltens Bjørn,
At Herren ej skulde sig kede;
Saa tidt som han var i lidt daarligt Humør,
Saa stilled han op imod Hyttens Dør
Sin Bamse, sit thrønderske Frændskab,
Og gav med Pistolen mod Ørerne Ild; —
Bamsen den brummed sagtmodig dertil:
Den vidste, det var kuns i Venskab.
Saa findes om Bord Kommandørens Tøj:
Et pynteligt engelsk Service
Af Tin; og Brokade, en Stabel saa høj,
For Kenderes Blik en Delice;
Og Kunstsager er der, helt rare at se,
Og Kasser med Penge, hen imod tre
Gange ti Tusind Dalers Salær
For Heltens Meriter — og dertil hans prægtige
Samling af Skydegevæhr.
Hans Mandskab? — ja Mandskabet var jo ej stort:
Omtrent en Snes Mand, alt i alt;
Hans Hovmester Hartz, og hans Skriver Hr. Kurt —
Han tog dem saadan, som de faldt;
Og som Kommandøren er Grand-Seigneur,
Sit eget Orkester han med sig før’ —
Det blæser Fanfarer i Slaget,
Og Spillemænd er det af Faget.
Den ene slaar Pauke, seks blæser, tru-trut,
Trompet; to Lakajer foruden;
En halv Snes Matroser, — og saa er det Slut
Med Dyr og med Folk dér paa Skuden.
Saa glider da Hukkerten sorgløs sin Vej
Igennem den natlige Ro;
Men Tænderne, Skudens Kanoner, bør ej
Forglemmes: — der er ikkun to!
I Formiddagsvagten, da Bamsen sin Tur
Paa Dækket just tænker at ta’e,
Man øjner en Sejler; han er vist Filur!
Hvad vil han? hvor kommer han fra?
Han kommer fra Winga, til Warberg han gaar,
Men om han ej andensteds vil . . .?
Jo, nu har han set os; han vender og staar
Herned; — han har Jageren til!
Mig tykkes, jeg kender den Fyr fra i Fjor! —
Fregat! — ja jeg tænkte det nok.
Hej, Gutter, skær ud i den Læsejlsblok —
Han bliver os lidt for stor.
Aha; han kan skyde! Det kunde vi med,
Om ellers vi agted derpaa;
Men bedre at kvitte unødig Fortræd —
For denne Gang er vi de smaa! —
Saa pynted de Hukkerten artigen ud
Med alt, hvad som Vinden kan fange;
Fra Dækket til Toppen hang Klud ved Klud;
Hun hvislede frem som en Slange;
Dog var hun ej „Ormen“, hin raske Snav,
Den havde saa vist haft et større Jav; —
Og svenske Fregatten kom skummende klods
For Vinden; og Tordenskjold raabte:
Nuvel; vi maa bie og slaas!
Og med sine tvende Kanoner han skød,
Og hejsed i Toppen sit Flag;
I Gensvar en artig Godmorgen han nød
Af Fjendens det fulde Lag;
De Kugler en Vej gennem Hukkerten fandt
— Til Ulvenes Hylen og Gøen, —
Og Trommen blev lige med et vakant,
Da Paukeren plumped i Søen.
Spil op, Musikanter! Tordenskjold bød.
Trompeter! slaa væk paa Trommen! —
Og fluks med sin Riffel en Svensk han skød,
Som stod dér og viste ham Vommen;
Og atter han modtog Fregattens Lag,
Og atter saa skød han en Svensk i hans Bag
— Og næsten sig selv i sit ivrige Jag,
Da Flinten kom ind i hans Frakke; —
Og lod saa sit engelske Tin-Servic’
Til Skraa for Kanonerne hakke.
Da undredes Svensken. Fregatchefen tren
I Røstet med Raaber for Mund:
Stryg Flaget, for Djævlen! hvad er Du for en,
At her Du vil skydes i Bund? —
Men Tordenskjold tyssed paa Spillemandsbanden:
Du taler om Djævlen: aa ja, saa min Sandten,
Blandt Svensken han gaar for min Fa’er;
Thi Tordenskjold er jeg, og ta’er Du ham fangen,
Saa er Du en Satan til Kar’!
Saa slog Peder Tordenskjold Kryds efter Kryds
Med Hukkerten, hullet og liden,
Og snart var han tværs for Fregattens Klyds,
Og snart var han omme paa Siden;
Hans Tjenere laded’, han selv lagde an
Og skød med sin Riffel Mand efter Mand
Blandt Fjendens forfærdede Skare;
Og hver Gang en Svensker blev truffet og faldt,
Lød Paukers og Horns Fanfare.
Dog, ulige Leg er en farlig Leg
I Længden, det skal man vel kende,
Og Hukkerten girede Streg efter Streg
Og mægted knap længer at vende;
I Rummet laa Ulvene ynkelig skudt
— De Ræve sig vidste at hytte —
Mens Bjørnen paa Dækket stod trolig til Slut
Hos Herren, den Mesterskytte.
Den rysted sin Pels, hver Gang Splinterne fløj,
Og virred med Øret mod al den Støj —
Den var jo kun vant til Pistoler;
Den saa’ lidt forbavset langs Dækket ned,
Hvor en af Orkestret i Døden sig vred
Og Resten blæste, saa Angstens Sved
Randt over de tressede Kjoler.
Da gik gennem Vinden den svenske Fregat.
Paa Skansen med Raaber for Munden
Stod Chefen; og atter tog Traaden han fat,
Men denne Gang høflig, forbunden: —
Hr. Tornskjøld, nu er vel for Æren bragt
Tilrækligen Offer — ja mere;
Og tør jeg vel mig som Hans Æresvagt
Til Gøtheborg nu gratulere? —
Men Tordenskjold kasted sin Riffel til Kind; —
Med Fingren ved Aftrækkerkrogen
Han raabte: Som Fange — til Gøtheborg ind —
Nej aldrig skal Du eller nogen . . .!
Og Riffelen knalded; — et purpurrødt Væld
Sprang hist fra Fregatchefens Bryst.
Det var blandt de Skud, som var værdig en Tell
Og som bær’ gennem Sekler sin Røst.
Og ud Kommandøren med Haanden slog:
Fanfarer og Hurra der klang;
Men Svensken vendte, og bort han jog; —
Han havde vel nok denne Gang.
Og Tordenskjold tørred sin glødende Pande,
Hvor Krudtslam og Sved sad i buede Rande,
Og saa’ paa sin Bamse. Den skutted sig blot:
Det er s’gu dog heldigt, han skyder saa godt!