Hør Du, Grip, sagde Tordenskjold,
Fanden i Vold
Med Parykkerne!
Dér haver de givet mig Snus i min Næse,
Selv Kongen har ladet mig Teksten læse,
Fordi jeg lod Gothenborg staa, hvor den stod,
Og ej lod den splittes for Stykkerne.
En Dannemand slaar
Som bedst er hans Agt,
Kongen han lider mig, véd jeg, saa vel,
Men Gabel ønsked mig før skudt ihjel,
Ja hængt og parteret i Stykker,
Forinden jeg blev Skoutbynacht; —
Fanden i Vold med de stive Parykker! —
Jeg blir det, som jeg har sagt.
De ønsked nok helst, jeg tog Sverig og Karl
Til Prise med et og det samme Skud,
Og førte dem med mig til Holmen
Med Buk og med sirligt Skrabud.
Gud véd, jeg tog dem saa gerne begge,
Naar blot jeg dem kunde paa Siden lægge:
Men Sverig er Klipper og Træer og Jord,
Og Karl han kommer jo aldrig om Bord.
Havde jeg blot ham paa Vandet,
Saa skulde vi se noget andet! —
Aa ja, sagde Grip, saa var Krigen forbi,
Saa kunde vi trække i Stads-Liberi,
Og gaa paa de høje Hæle,
Og for Kisselinkerne kæle;
Saa stak vi vel Reb i de gamle Eder,
Og stilled til Thevand i lange Geleder,
Og glemte vort saltede Norsk-og-Dansk,
Og snøvled Madam! gennem Næsen
Til Hoffets Fruer paa Fransk! —
Hør Du, Grip, sagde Tordenskjold,
Fanden i Vold
Med de Dele!
Nu skal, paa Parol, jeg betro Dig det hele:
Jeg tænker ret nu paa en ny Affære,
Og Du skal min Følgesvend være.
Vort Krudt er i Aar vel saa godt som i Fjor,
Og Kugler og Knipler dem ta’er vi om Bord.
Kong Karl i Norge vil atter ind;
Saa ville vi sætte for hannem en Pind.
I Fjor hedte Pinden en Dynekil’:
Strømstad den hedder i Aar.
Men først min Dessein vil jeg sætte i Stil
Og Parykkerne alt rapportere,
At ikke det sker, som paa Elfsborgs Red,
Og andre Steder, hvor stedse det hed,
Paa Omsigt jeg lod det mankere.
Naa! svar mig saa, tror Du det gaar? —
Som Tordenskjold spørger, han Svaret faar.
Den Grip er ej af de mange Ord;
Saa tog de tilbørlig Forsyning om Bord,
Og lagde tre Orlogsskibe paa Rad,
Med Stykpramme, hele og halve Galejer,
Ud fra Reden ved Frederiksstad;
Og Tordenskjolds Stander fra „Lolland“s
Top over Bølgerne vajer.
Men Vinden den blæste ham hart imod,
Og Prammene sejled kun Fod for Fod;
Arken Noah og Hjælperen med,
De luntede begge saa tungt af Sted;
Og Strømmen vidste det saadan at mage,
At ogsaa Galejerne blev tilbage.
Saa stod han alene med Skibene ind
Gennem Strømstads Gab imod Strøm og Vind.
Han er vokset fra sidst — han er Kommandør,
Har Guldmedalje, paa Brystet at bære;
Baandet er blaat, en kongelig Ære,
Og vokset med al denne Hyldest og Ros
Er ogsaa hans Mod og hans Evne: —
Men Strøm og Vind kan han ikke stævne,
Om ogsaa han stamper i Dækkets Planker,
Da Tiden bliver ham lang.
Han burde maaske slaa Strømstad af Tanker; —
Men nu ligger han der engang!
Strømstad hedder den liden By,
Som laaner af Tordenskjolds Vunder sit Ry;
Fra Norges Grænse knap tvende Mile,
Den skyder sig just som en Dynekile
Ind mellem Klipper og Holme og Skær; —
Men Fjorden har Rum for en Flaade,
Og Byen har Hus for en Hær.
Kong Karl har kastet sit Øje derpaa,
Og dette Øje, det véd man,
Er vant at slaa Gnister af Stenen.
Saa trylled en Fæstning han frem over Scenen;
Der voksed i Læ bag den skærmende Klippe
Af Ildrør et truende, tredelt Knippe,
Kanoner og Mørsere, store og smaa;
Og Kongen sagde til Gjerta:
Se her, min Bro’r, skal Du staa!
Kong Karl har givet sin Ordre til Gjerta,
Den haarde Hugaf, Generalmajoren:
Du dækker med Garden Byen og Fjorden,
Du dækker dem, eller Du dør!
Saa lagdes der rundt paa Holme og Øer
Grenaderer, prøvede Veteraner,
Som voksede op under Løvens Faner
Og skyer, som han, hverken Ild eller Vand,
Som fulgte hans Spor paa de blodige Baner,
Og aldrig tog fat med Læmpe,
Som nu med Kongens jævnbyrdige Mand,
Med Nordsøens Viking om Æren —
Og helst nok om Sejren vil kæmpe.
Dér ligger da Strømstad en Julinat.
Men Nattens den drømmende Stilhed er borte;
Dog er der ej Bryllup og intet Kalas,
Hr. Gjerta han taaler ej saadan Spas.
Kanonerne strække de Mundinger sorte
Frem over Værnet paa Laholms Ø,
Lig lænkede Hunde, som vaage og gø.
Skarpt gennem Natten den Gøen lyder:
Mod Orlogsskibet til Maals man skyder,
Og Kuglen vander for Lollands Bov
Og hilser saa flittigt fra Gjerta,
At ej han paa Vagten sov!
Den Nat gik over, og Dagen med.
Vinden hun rørte sig ej af sit Sted;
Strømmen løber af Fjorden ud —
Der spurgtes endnu ej fra Prammene Bud.
Med trende Skibe mod tre Batterier
— Karolus, Prins Karl og Prinsesse Ulrika —
Det gaar dog, min Død! ikke an;
Ja var jeg blot Vindens og Strømmens Mand —
Men se, rundt om Fjorden, paa Veje og Stier
Mylrer Soldater fra Fjeldene ned,
Som kendte de til min Forlegenhed! . . .
Og Tordenskjold stamper i Dækket;
Han er bister, skummende vred.
Dog, Noah i Arken er med om Bord,
Og Grip saa kalder han sig.
En Pram er en Pram, har kuns liden Forstand,
Men naar blot dens Chef er en Hædersmand,
Saa haler man ud, man varper og ror;
Den modige stedse sig grejer.
Hr. Grip har givet sit ærlige Ord —
Ham følger de fire Galejer
Til „Lolland“, hvor Tordenskjold venter
Og Raads-Flag paa Toppen vajer.
Ja, Kommandøren har Krigsraad sat:
I Herrer, den Hjælper er lovlig plat,
Flad i sit Hjerte og flad i sin Bund;
Vi ligger og spilder den gode Stund.
Vil Strømstad vi vinde, saa maa vi ej nøle,
Den ledige kan sig saa nemt forkøle.
Skal rask vi ta’e fat, eller løbe vor Vej?
Skal vi slaas eller sejle: Ja eller Nej? —
Det Spørgsmaal, det faldt jo paa Tordenskjolds Dæk;
Thi toge de Herrer til Pen og Blæk
Og skrev deres Ord i Betænkningen ned,
Kort og fyndig: De blev, og de stred!
Og Skibspræsten læste for Flaaden en Bøn,
Og sagde til Chefen: Min unge Søn,
Gud gav Dig dit Liv; vil Gaven han hente,
Saa gør Dig bered’ ved hans Sakramente!
Og Tordenskjold knæled andægtig. Saa lod
Han Blodflaget hejse. Og Slaget stod.
De slog for Strømstad en Julinat,
Og Klipper og Holme de skjalv under Slaget;
Haard var den Hilsen, og haardt tog de fat,
Men her havde Svensken nok Overtaget.
De Skibe de ligge foruden Vind
Og vende mod Fjenden Næserne ind,
Og hver Gang en Trosse de fik bragt ud,
Saa bristed de Varp for de Svenskes Skud;
Og Dækkene bliver af Kuglerne fejet,
Til endelig Lolland, Tordenskjolds Skib,
Mod Fjenden med Siden er svajet.
Da gik det Dig ilde, Karolus, der oppe
Med Gjertas Soldater paa Klippernes Toppe;
Da spilled de Skibes Kanoner imod Dig,
Til atter og atter dit Mandskab forlod Dig;
Lavetterne vælte, Kartoverne springe,
Og Gjerta maa selv, Veteranen den graa,
Fugtle med dragen Klinge
Veteranerne til at gaa paa.
Da farer dit Krudtmagasin med et Brag
I Luften, mens netop det gryer ad Dag,
Og Tordenskjold staar ved sin vaklende Mast:
Hej, Gutter, staar fast!
Karolus, dér brast
Dit Værge! — Men Skæbnen bag Skyen
Har rullet sit Tærningekast.
Hr. Grip, som flittig holdt Fjenden varm,
Maa trække sig ud fra Grunden;
Noah fik splintret sin højre Arm,
Og Arken fik Huller i Bunden;
En Eftermand bliver ham hurtig funden:
Kun en Minut,
Saa ligger han skudt;
Skudt bliver alt, hvad paa Dækkene staar,
Thi Solen er oppe, og Svenskens Kugler
Durk gennem Skibene gaar.
Saa raaber han, Kommandør Tordenskjold:
Fanden i Vold,
La’ os faa dem af Vejen!
Rask, Kammerater,
Søværns-Soldater,
Følg mig, saa gaar vi i Land!
Saa springer han selv som den første Mand
Om Bord i Sophia, Galejen;
Men da han er Stranden paa Stenkast nær,
Da rejser sig mod ham en formelig Hær,
Og Gjerta han raaber: Giv Agt, læg an . . .!
Det var ham, som kom Dansken i Vejen.
Da blev der en Myrden; det strømmed med Blod.
Alt blev skudt ned, hvad paa Fartøjet stod;
Og Tordenskjold delte Soldaternes Kaar: —
For første Gang mærket med gabende Saar,
Han takked sin Gud, han slap bort i en Baad
Og kom til sit Flagskib tilbage;
Og nu er de dyre, de gode Raad; —
Det Strømløb havde sin Hage.
Han blødte saa stærkt, som han bløde kunde.
Dog, hvad er ham Blodtab og svidende Vunde?
De tvende Galejer han lod jo derinde,
Bestrøget af Skud fra den sejrende Fjende.
Han maatte jo ha’ dem;
De skulde ej ta’ dem;
Det var paa hans Ære saa styg en Plet. —
Da melder sig villig en rask Kadet.
Kadetten kom lykkelig ind og ud: —
Da virked Kadettens Eksempel.
I Fartøjet sprang de, og Aarernes Stempel
De brugte, og haled Galejen ud.
Men højt paa dens Hyt, en Skive for Skud,
Et Maal for det svenske Musketteri,
Sprang udi Paradis-Liberi,
I Adams-Kostumet en Skipper.
Og det er den djærve Elias Wulff,
Som staar dér og svinger sin Kaarde
Og brøler utrolige haarde
Skældsord til Fjenden i Land:
Saa sigt dog engang paa en Dannemand,
Og træf — om I ellers er dertil i Stand!
Sigt ham paa Navlen
Og træf ham i Bagen!
Skriv saa paa Tavlen,
At Strømstads-Dagen
Havde ét Bytte at vise:
Og det var en Mand, som undte Jer ej
Engang sin Skjorte til Prise! —
De skød og de skød; men den modige slap,
Hvor meget de svenske Skytter
End mod hans Knap maatte hige.
Da hørte man Tordenskjold, blødende, sige:
Større vi er end vor sejrende Fjende; —
Tvi den fordømte Fortræd!
Men Æren er frelst — og Skibene med;
Og nu vil jeg la’ mig forbinde!