Og atter paa sin hvide Ørn han fo’r
Og lo i Luften frem, mens han betænkte,
Hvad Kongen med et saadant vægtigt Ord
Til saadan liden Snusedaase skænkte;
Han følte Ørnen blive dobbelt stor,
I Farten spile dobbelt ud sin Vinge; —
Nu skulde han, og for sig selv han svor,
Til Kommandør — ja Skoutbynacht — det bringe:
Fri stander jeg
Som fri Mand paa min Skude,
Kongen er med mig,
Jeg er Adelsmand;
Lad nu de Hunde
Kun i Krogen tude:
Aldrig at bide
Var de ret i Stand.
Første Vers er ude,
Wessel er begravet,
Evig sover han —
Men Wessel er en Spøgefugl,
Han gaar igen ved højlys Dag paa Havet.
Stig af dit Dyb,
Af Kølvandsfurens Striber;
Elsk mig og styrk mig,
Hjertensven og Bro’r;
Bland Dig i Vinden,
Som i Riggen piber,
Støt mig i Bygen,
Vaag ved Skudens Ror.
Hjælp hver Gang det kniber!
Det har Wessel kunnet,
Mens han var om Bord —
Og jeg skal være evig Dig
indtil mit sidste Timeglas forbundet.
Herre, min Gud,
Mod Dig er jeg kun ringe
Stakkel, som trænger
Til Din Assistens;
Tag mig og Ørnen
Naadig under Vinge:
Faar jeg et Grundskud,
Hold mig Skuden læns!
Saa skal jeg nok bringe
Det til noget meget,
— Admiral kan hænd’s —
Thi jeg og Peder Tordenskjold,
Vi to har endnu ej for noget veget.
Og mens han saadan stod og tænkte paa,
Hvorlunde Fremgang nok han skulde faa,
Og mens han som et Barn gentog bestandig
Det dyrebare Ord, det nye Navn,
Saa lyste der en Ild, og det en mandig,
I Øjets Ørneblik; op til sin Favn
Han syntes, at han kunde Verden knuge;
Han maatte ret med Vold det Udraab sluge,
Som fra det altfor fulde Hjerte brød; —
Saa slog han ud med Haanden, og han talte
Til Flaget.
Som en Sang hans Tale lød:
Jeg vil slaa for min Konge og slaa for mit Flag,
Det vil sige: at slaa for den gode Sag;
Saa lærte jeg fra jeg var ganske liden,
Og den ABC har jeg brugt hele Tiden.
Skrædderdreng var jeg,
Det staar jeg ved,
Tordenskjold er jeg,
Wessel jeg hed:
Saa faar den ene vel dække den anden.
Jeg frygter min Gud, og gi’er Fjenderne Fanden.
Jeg har tjent mig fra neden op til mit Flag,
Jeg har gaaet i Skole i Kuglernes Lag;
De mener jo nok, jeg er ikke dannet:
Kom kuns, I Pedanter, herud paa Vandet!
Lange Tabeller
Bruger vi ej
Dér, hvor det gælder
Dig eller mig;
Medens I slog paa Papiret Slaget,
Har Fjenden jeg fejet i Land — eller taget.
Jeg vil stævne de Godtfolk hid for mit Flag,
Som forlanger Mirakler hver eneste Dag;
Jeg har nok forvænt Jer ved første Lekse:
En ærlig Sømand han kan dog ej hekse.
Fanden annamme mig,
Gaa eders Vej!
Hvem skulde skamme sig,
I eller jeg?
Tog jeg en Prise, ja saa tav I stille —
Jeg hørte Jer kun, naar det gik mig ilde.
Det er derfor, jeg føler mig bedst ved mit Flag,
For jeg hører Jer ej under Stykkernes Brag;
Der er mere Raison i min mindste Pjece
Af Jern, end der er i jer fineste Næse:
Har kun mit Dæk jeg
Ryddet til Slag,
Har over Hæk jeg
Hejset mit Flag,
Og vil Vorherre saa læmpe ved Blæsten —
Saa skal jeg nok klare mig selv for Resten!