„Fri er jeg som Fuglen under Sky,
Og jeg gaar lige paa som Havets Bølge:
Majestæt! der er ej Krudt og Bly,
Hvorfor jeg skulde som Poltron mig dølge.
Majestæt! jeg lever af den Luft,
Som bølger stedse om Jer høje Naade,
Men hør et Ord: der er saa mangen Schuft,
Som spinder mod mig sine Rænke-Traade.
Majestæt! den Hvide Ørn jeg tog,
I Flugten greb jeg Fuglen under Vinge;
Stændig jeg med Ørnen siden jog;
Nu hugger Fuglens Næb i Svenskens Bringe.
Majestæt! jeg er en fattig Gut,
Der bejler stedse til Jer høje Naade:
Gør mig til Kommandør-Kaptajn til Slut
Og lad mig slaa med Eders Nordsøflaade!“ . . .
Men Svaret det blev et andet,
End Wessel havde sig tænkt;
Kongen han sad i Teltet,
Haardt af den hidsige trængt;
Og Kongen tog til sin Daase
Af Guld, med Stene om Kant,
Og sagde: „Du tabte den sidste,
Ifald man beretted mig sandt!“
„Omstændelig, skal Du vide,
Jeg følger din hele Færd;
Du øder, hvad man Dig skænker,
Du kaster med Penges Værd;
Du kaster vel, skal man fornemme,
Dig selv med det første bort —
Men vogt Dig, Wessel, for saadant,
Det blev mig den værste Tort!“ —
Og Helten stod dér med Hatten
I Haanden og Øjet mod Jord,
Og bed sig i Læben og kunde
Ej finde et eneste Ord;
Da følte han noget falde
Ned i sin Hattepul;
Det tynged, han tog det og vejed
Det meget sigende Guld.
Og Kongen rakte ham Haanden
Og smilede naadigt dertil:
„En Konge kan ikke gøre
Alt hvad han ønsker og vil;
Men hædre han kan en frimodig,
Som viste sig brav og bold —
Naa! byd mig en Pris af Jer Daase.
Hr. Kapitajn Tordenskjold!“ —
Paa Knæ den modige tumled
Og famled mod Kongens Skød,
Og rejste sig atter, mens Blodet
Op gennem Kinderne brød:
„Hvad Sa . . . Majestæt, tilgiv mig,
Men hedder jeg Tordenskjold,
Saa skal jeg nu dundre og lyne
Svensken Fanden i Vold!“