Der ligger et Land saa fjernt fra hvert andet,
Saa ganske for sig;
Det ligger — Gud véd hvor langt over Vandet,
Det ligner ej noget, som forhen Du saa’,
Og dér synes Tiden at være
Gaaet med Uhret i Staa.
Dog lever der Godtfolk, og Godtfolk der dør;
Boliger findes der; Mad og Drikke,
Træer og Marker og Faar og Kør —
Men spørger Du mig: Hvad hedder da Landet?
Jeg svarer: Jeg véd det skam ikke!
Navnet! Ja hvad gør Navnet til Sagen?
Natten er Nat, og Dagen er Dagen,
Bækkene løbe til Søen ned,
Skyggen er kølig, og Solen er hed;
Man lever i Landet som andre Steder,
Maaske med den Forskel i Folkenes Sæder,
At medens man andetsteds snakker for to,
Saa tager man dér i Landet
Alt med den yderste Ro.
For alt, hvad der ægger, og alt, hvad der driller,
Og alt, hvad der banker paa Døren og stiller
Det Spørgsmaal: om nogen er hjemme?
Man vogter sig som for den slemme.
Tys! ingen Mindelsers Stemme!
Det gælder for alt sig at skaane . . .
Og Landet det ligger Østen for Sol
Og Vesten for Maane.
Paa Stranden, som skinner med Grus og med Sand
Og lader for Faarenes nøjsomme Tand
Græsset i Smaaduske vokse,
Dér ser man to Faar og en Okse.
Bag Dyrene øjnes en Vogterdreng;
Den Hyrde har redt sig i Sandet en Seng;
Dér ligger han nu og tænker,
Mens Bølgen paa Strandbredden stænker.
Han tænker; — paa hvad? ja Vorherre maa vide
Paa hvad; thi han røber det ikke;
Døsige ere hans Blikke,
Lukt er hans trevne Mund.
Dog det er just Landets fornemste Skikke:
Det viser den dybere Grund.
Langs Stranden vandrer en Kvinde
Med Bylt under Armen og spejdende Øje;
Hun standser ved Hyrden og peger
Ind mod de grønnende Høje.
Bag Højene rager et Slot med sin Gavl;
Solen skinner paa Tagets Tavl;
Hun spørger: „Min Ven, hvem bor dér?“ —
Han ligger i Sandet og glor dér.
Omsider strækker han sindig sin Krop:
„Hvorledes? Du skulde ej kende,
— Her rejser han sig over Ende —
Hvem der paa Slottet bor?
Ih nu! der bor,
Med samt hendes Mo’r,
Prinsessen, som er saa uhyre klog,
Som kan alle mulige døde
Og næsten tre levende Sprog.
Der er ej i Slottet den mindste Krog,
Uden der findes en opslaaet Bog,
Og alle kan hun dem læse . . .“
„Ej!“ siger den fremmede Kvinde,
„Saa véd jeg Besked om hende,
Saa er hun Prinsessen med Strømper blaa
Og med Glar for sin lange Næse!
Saa huser hun hos sig i Slottet en Prins;
Hun vogter ved Dag og ved Nat ham,
Og Blades og Bøgers skimlede Retter
Paa Bordet saa haver hun sat ham;
Saa tror han, at Verden er lakket mod Slut,
At alle sig haver imod ham forbrudt;
Saa synker mod Bordet hans Hage; —
Men hun, som har spundet i Nettet ham ind
Og dryppet ham Gift i hans syge Sind,
Hun vil om trende Dage
Til Mand den drømmende tage!
Dog, Hyrde, som ligger og strækker Dig dér,
Jeg siger Dig: Kampen er Kampen værd;
Livet raader med evigt Pust,
Havet er stedse med Bølger krust;
Slumrer end Fladen stille,
I Dybet dog Strømmene spille.
Naar Kærlighed kommer og banker paa,
Da er der ej Sag for de Strømper blaa,
Da gælder kun Hjertets forsonende Sprog;
Hvem er da klog?
Det skal vi se:
Du Hyrde, jeg kunde for lutter Lykke
Ad Dig og Prinsessen le!“ —
Og Hyrden stirrer: „Naa, det maa jeg sige . . .“
Der vandrer med Bylten den smilende Pige;
Fra Stranden ad Højen mod Slottet hun gaar,
Men Hyrden gaber og strækker
Sig ned bag de græssende Faar.
Blæk paa Fingren, Støv i Haaret,
Næsen langt for Munden baaret,
Flad for Brystet, ranglet, tør,
Paa Altanen staar Prinsessen
I den aabne Vindvesdør:
Hvem er denne Kvinde hist?
Hvad vil Tøjter her for Porten?
Hvilken Frækhed, hvilken Plage!
Har jeg ikke ti, ja fjorten
Gange sagt . . . Hejda! . . . Hvad nu? —
Svarer hun? . . . Hun siger: Du! . . .
Har man nogentid kendt Mage?
Hun vil tage Tjenest’. Aa!
Nej, jeg kender disse Streger.
Men hvad er der nu? Hun peger
Paa en Bylt. En gylden Hakke!
(Her Prinsessen spidser Mund).
Et arkæologisk Fund? —
Hør, kom op, jeg vil dog snakke
Lidt med Dig . . ...!
Hun kommer op.
Og Prinsessens visne Krop
Skælver; hendes Haand befamler
Hakken. Hun er ivrig Samler,
Kan ej dy sig:
„Vil Du fly mig
Den for — tag kun Munden fuld!
Jeg maa ha’ den; den er ægte,
Drevet Arbejd’ lødigt Guld;
Jeg vil ej Værdien nægte!“ —
„Ej for Sølv og ej for Guld
Sælger jeg min dyre Skat;
Den er ikke noget „Fund“,
Al den Stund
Jeg har trællet for den længe.
Tjent mig til den har jeg. Penge
Vejer ikke op min Skat.
Den betales med en Nat
Hos din Prins. Ja stir kun paa mig,
Men forstaa mig:
Denne Pris, hvad eller ingen;
Ærlig Handel, det er Tingen!“
„Nej nu har jeg aldrig . . . ! Skammer
Du Dig ikke? Hvilken Kækhed
Uden Mage, hvilken Frækhed
Uden Maal og uden Grænse . . .!
Ej Blufærdigheden ænse . . .!
Saadan ganske mirnix, dirnix
Sove i min Brudgoms Kammer!“ —
„Frækhed — Skam! Du dømmer ej!
Ej for Sølv og ej for Guld
Sælger jeg min dyre Skat.
Den betales med en Nat
Hos din Prins. Ja eller Nej?“
Her Prinsessens Øjne misser
Med en from og fornem Mine:
„Godt! Jeg véd, at Du og dine
Skal ham ej i Garnet faa.
Der skal Engle hos ham vaage,
Skærme for hans Øjenlaage.
Videnskaben fordrer Offer,
Offer har jeg bragt den før:
Giv mig Hakken! Men i Morgen
Jages Du med Skam paa Dør!“
Natten er kommen. I Drømme han sidder,
Bøjet over Bordet, som for Bøgernes Vægt
Stønner. Selv sukker han, Prinsen, som gransked
Haabløs efter Haab hos den henfarne Slægt.
Støvet ligger tykt over Bøgernes Blade,
Haanden ligger træt paa de prentede Ark;
Pløjet har han Skrifternes Jord uden Hvile:
Brak ligger Bordet som en usaaet Mark.
Lyset har krummet sin Tande og synes
Læse ham en Tekst; — han er døv, han er blind:
Lærdom uden Hjerte er Jord uden Varme,
Verden er en Ørk uden Solkuplens Skin!
Luk Dig fra Lyset, men sluk saa din Lampe;
Livstræt er Fyrsten kun Tiggernes Drot.
Intet er Liv, hvad i Liv ikke fejled,
Skøgen har sit Solskin, men Du kun dit Slot! —
Intet han øjner og intet han ænser;
Haanden, som i Søvne, han udstrækker kun,
Og af et Bæger han nipper, naar lønligt
Mindet vækker Liv om den fastklemte Mund.
Ind træder Pigen. Mod Bordet hun iler,
Synker dér paa Knæ ved den drømmendes Skød;
Øjet er stort, men af Taarer det mindskes;
Ak, er dette Gensyn i Liv eller Død? —
Haanden hun griber; hun føler dens Tryk ej;
Blikket er glansløst og Panden er bleg;
Navne hun ham giver, de kæreste, bedste;
Munden er en eneste haardtdraget Streg.
„Granske,“ han mumler, „ja, ud maa jeg granske,
Kølig, hvad der aldrig var Ildsluer værd;
Tvivlen! dit Panser skal passe mig ganske,
Troen var et farligt, et tveægget Sværd.“
„Ræk mig, Prinsesse, det iskolde Bæger,
Bland mig stærke Draaber; gør Drikken kun streng.
Vin for hver Taabe! Malurt mig kvæger.
Tag mig saa! jeg passer vel snart for din Seng.“ —
Pigen hun skælver, og Haanden hun knuger;
Ak, hun kunde haft den saa tryg i Behold!
Følesløs synker den, vædet af Taarer;
Taarerne er hede, men Haanden er kold.
Morgenen er der. Prinsessen hun kommer;
Haanen ler i Øjet og Stemmen, men før
Ordet er udtalt, stolt over Gulvet
Pigen skrider gennem den vidtaabne Dør.
Det er den tredje Nat. I Kamret staar
Hos Prinsen Pigen. Hun har givet bort
Sit Segl, sit Æble, alt hvad hos den gamle
Som Løn hun fik, for her at kunne friste
Det sidste Tærningkast. Det er det sidste.
Hun véd det, véd, at hun maa Prinsen miste,
Hvis ej i Nat hun bryde kan den Dvale,
Som byder over ham. Hun har ej mer
At skænke bort. I Gaar, i Nat
Hun bad, besvor . . . hun kan ej bringe ham
I vaagen Tilstand. Kun i Søvne kan,
Og evig om den samme Sag, han tale.
„Prinsessen“ — mumler han — „Prinsessen er
Ej smuk, ej ung, hun daarer ikke Øjet;
Men hun er klog paa Livets store Skrift,
Hun leder Manden hen imod Bedrift,“
— Her falder slap hans Haand hen over Bordet —
„Hun lægger paa hans Tunge Klarhedsordet,“
— Her mumler han en Hoben vildsomt Tøj —.
„Den anden var saa smuk; men Skønhed løj,
Da Styrken tro’de den. Ve mig, jeg brænder!“
Mod Bægret rækker han med begge Hænder;
Da griber Pigen om den bedske Drik
Og slaar den væk; — i samme Øjeblik
Opklares Prinsens taageslørte Blikke;
Han ser paa hende, men endnu
Han kender hende ikke.
Paa Lænestolens Arm hun sætter sig,
Hans Hænder tager hun og ser ham ind
I Øjet med saa ømt og dybt et Blik,
Som prøvet Kærlighed alene ejer:
„Hvad har man gjort Dig dog? Den stygge Drik
Har jo formørket disse klare Øjne.
Tal; kender Du mig? Blot et Ord til Svar! . . .“
Han mumler og til Panden op sig ta’er;
Han ryster paa sit Hoved; intet Svar.
Da river hun, i Hjertets bitre Nød,
For Brystet Kjolen, Linned, alt til Side,
Og trykker mod sin Barm, den marmorhvide,
Hans Hoved. „Føl da!“ raaber hun, „det Hjerte,
Som længe nok har Straffen maattet lide;
Føl, hvor det banker trofast for en død,
Som det til Live kalde vil, saa sandt
Som det i Livet selv for Kærligheden
Tilbage sig igennem Prøver vandt!“ —
Det var et Sprog; han kendte det og lød
Dets Stemme. Og dér sad hun paa hans Skød.
Han saa’ paa hendes Ansigt, og han smiled.
„Jeg tæller dine Rynker,“ sagde han.
Hun lo og gemte sig: „Du slemme Mand!“
Han følte hendes Haand: „Du lille Stakkel,
Du har nok brugt Dig!“ Og hun lo: „Ja bedre
Jeg har vel brugt min Tid end Du!“ —
Og dermed saa’ hun hen til Bordet.
Han fulgte hendes Øjne ej, men holdt
I Armens Længde hende fra sig:
„Hvor Du er smuk,“ han hvisked, „smuk som Skoven,
Naar Høstens første Dag med Kunstnerhaand
Har den berørt! Hvor Du er skøn som Voven,
Der fra en Foraarsbæk er mundet ud
I Havet, og nu føler sig som Hav!“
Han favned hende heftigt, og de tav
En Stund. „Nuvel!“ og her sin Haand hun lagde
For Munden ham: „Du maa ej sige det,
Men . . . finder Du mig . . . kan Du virkelig
Mig elske, som Du nu mig for Dig ser?“ —
Han rejste sig, gik til Alkoven hen
Og slog de svære Forhæng vidt til Side:
„Min Hustru!“ sagde han. „Med dette Ord
Jeg svarer Dig paa alt, hvad Du vil vide.
Hvad Du har maattet gennemgaa og lide,
Jeg tør ej tænke mig. Tilgiv mig her,
At jeg for hastig den Gang var, at ej
Jeg agted paa, hvorledes Barnet
Endnu med Kvinden hos Dig brødes,
At overbærende jeg ikke drog
Dig til mig, men med Vrede jog
Dig bort. Du fejled, o men jeg betog
Mig Retten til at være den, som dømmer.
Her har jeg siddet som en skranten Drømmer
I Garnet hos . . . Nok, nok derom!
Godt, at Du har holdt ud; godt at Du kom! —
I moden Kærlighed vi to nu mødes.
Ved Lejet bøjer Knæ jeg her for Dig:
Jeg har den svage været, Du den stærke;
Sæt nu paa Mødet Kvindens bedste Mærke,
Tilgivelse. Jeg beder: tilgiv mig!“
Hun iled til ham: „Nej, og atter nej!
Et er vi nu. Det var vi aldrig blevet,
Om ej i Skæbnens Bog min Vej blev skrevet,
Som den er gaaet, og om ej din Haand
Det var, som bød mig drage den alene.
Lad Kvinden tale længe nok om Hjertet
Fra Ungdom af alt færdigt til at elske,
Om Følelsernes Kilde,
Der leder sikkert ind i Mandens Strøm,
Blot ved at risle roligt hen
Imellem Blomster, under Grene: —
Hun bliver ham en Elskerinde øm
— Maaske — men aldrig Viv ham eller Ven,
Før borte fra ham hun har Livet levet
Og følt dets Tugt og tjent dets Sold
Og kan dets Renter give ham igen.
En Blomst, en Due, disse skønne Ting,
Hvorom der fables, mens der byttes Ring, —
O ja, det klinger smukt; men Kvinden er
Ej Blomst, ej Due: Menneske hun er.
Tag mig som saadan! Elsk mig, styrk mig, led mig
Som den, jeg er, og den, Du er; men bed mig
Ej om Tilgivelse. Alt har jeg glemt:
Et — at jeg elsker Dig — kun véd jeg!“
Morgenen kommer. Prinsessen hun banker
Paa Døren. Ja lad hende banke!
Døren er stængt med forsvarlig Slaa;
Hun faar vel igen til sin Moder gaa,—
Nu vil der en Prædiken vanke!
Og Prinsen han ler. „Min Hustru staa op!
Solen er højt over Bakkernes Top,
Prinsessen er alt oven Senge.
Nu ville vi klæde os sirligt paa; —
Lad hende kun vente saa længe! . . .“
Solen skinner i Kammeret ind.
De ere saa glade, saa ungdomskaade.
„Hør sig mig, Du Bjørn — om Forladelse Prins —
Hvor gaar det vel nu med den mørke Gaade?
Du skulde jo været ved Morgenens Skin
En Bjørn og løbet i Skoven ind . . .?“
„Buh!“ siger Prinsen. Hun skriger og ler. —
„Nej, Bjørnen ham ser Du aldrig mer!“ —
„Aldrig?“ — „Nej aldrig!“ — „Hvorledes? fortæl!“ —
„Jo ser Du, Prinsessen har slaaet
Med Bøgerne rent ham ihjel.
Han sad her i Nætter og lange Dage
Og tænkte sig dum og læste sig tam,
Saa var der ej mere Vildskab tilbage,
Og saa . . .“
„Saa blev Bjørnen et Lam?“ —
Og atter lo de. For Spejlet hun staar
Og ordner i Hast det bølgende Haar:
„Hvad om vi lukked et Vindu op
Og kasted de støvede Bøger ned —
Der er vel en Brønd i din Gaard?“
„Jeg beder,“ han sagde, „om Skaansel for dem;
De har dog hjulpet saa langt mig frem;
Lad dem kun ligge og mugne
Her i Prinsessens Hjem.
Har Du end Øjne og Ører, som gør
Dig Bøgernes Hjælp overflødig:
Tro mig, her kommer saa mange des fler’,
Som haver dem haardelig nødig!“
Saa banked det igen, og stærkt, paa Døren.
Og Prinsen lukked op, og ind i Stuen
Tren Moder med sin Datter, begge blege
Af Angst og Raseri. Den gamle var
En værdig Moder til en værdig Datter:
Støv, Snustobak og Øjeglas og Næse
Og Vissenhed i højeste Potens.
Hun gav sig til at hoste og at hvæse
Og raabte „Tøjte!“ højt paa Græsk, imens
Prinsessen tog sig Teksten for at læse
Sin Ægtemand in spe. Det kan nok hænd’s
Der vanked.
Prinsen stod og lo
Og skotted til sin Hustru; stum, med Øjet
Opspilet, stirred hen hun paa de to;
Da løfted Prinsen Haanden op og sagde:
„Tys, det er nok!“ og derpaa lagde
Han Haanden paa sin Rejsepult og taled:
„Jeg har, Prinsesse, Jer det Løfte givet
At vorde Husbond Jer for hele Livet,
Ifald I paa min Bryllupsdag
Mig vilde vise — blot en ringe Tjenest’.
Jeg har kun forhen let berørt den Sag;
Imidlertid: I husker den vel end?
Nuvel? Jeg har fra mine Rejsetider
Lagt til mit Bryllup hen
Her i min Pult en Bryllupsskjorte; men
Jeg ser nu, der er kommen Pletter paa
Det fine Linned — her i Brystet ser I!
Lidt Særling er jeg jo, og jeg har lovet
Mig selv med Ed højtidelig, at den
Kun skal mit Brudgomsløfte faa,
Som vasker disse Pletter af igen!“ —
Prinsessen skæved til sin Moder hen.
Den gamle svared: „Ej, hvad vil det sige!
Løb ud, min søde Pige,
Og kom tilbage her paa Stand
Med Sæbe, Kumme og med Vaskevand!“
Prinsessen løb og kom og sæbed ind
Det fine Linned, skylled det og holdt
Det tæt for Næsen op, og sagde: „Se,
Her har min kære Hr. Gemal sin Skjorte
Saa ren som Sne!“ —
„Nej,“ sagde Prinsen. „Tre
Var Pletterne tilforn; nu er der seks,
Og de er meget, meget sorte!“ —
„Hvad?“ snærrede den gamle Heks,
„Kan ej min Datter, saa kan jeg dog se . . .!“
„Ja, se kun!“ sagde Prinsen. Og hun saa’
Paa Tøjet. Der var Pletter nok derpaa.
Hun svared sledsk: „Min kære, rare Prins,
De véd, at Lærdom følges sjældent ad
Med ydre Praksis. Vær nu mild til Sinds,
Og lad en Moder hjælpe paa sin Datter.
Det er dog ikke Vaskerkonen, som
— Det véd jeg — i Prinsessen mest De skatter!“
Og Prinsen smiled: „Prøv det da, min kære!
De vil jo dog min Svigermoder være;
Gør kun for Deres Datter her Besked!“
Den gamle tog og sæbed ind og gned
Det fine Linned, skylled, sæbed, sled
Og vasked, pjasked, gned og skylled atter,
Og saa’ imellem til sin blege Datter,
Og turde ikke tage Tøjet op
Af Vandet, thi jo mer hun sled og hev
I Skjorten, desto sortere den blev.
„Nu nok!“ brød Prinsen ud, og vredt han rev
Fra Heksen Tøjet, folded Skjorten ud
Og lo: „Du milde Gud!“ . . .
Han rakte Tøjet til den tavse Brud;
Hun dypped det i Prinsens Vandfad ned
Og tog det op, og hvidt som Sne det gled
Hen over hendes arbejdsvante Haand.
Hun kyssed Halsens Linnings kendte Baand;
Tre Kys hun Brystet gav, og med et Blik,
Et ømt, et talende, hun rakte
Sin Husbond frem den dyre Bryllupsskjorte. —
Da var Prinsessen med Fru Moder borte.
Men han slog Kappen om sin Hustrus Skulder,
Og op igennem Luftens Bølger gled
De tvende, og et Tog af Skyer skred
Hen under dem, men uden Stormes Sus
Og Tordners Bulder.
Tyst var der, hvor det glade Par drog frem,
Men da hun spurgte ham, hvorhen de drog,
Saa svared højt han, og hans Ord de slog
Med Ekkos Genlyd over Skoven:
Hjem, hjem!
Fra Marken steg en Duft af moden Korn
Og blanded sig med Græssets Krydderaande
Fra Kildevoven.
Alt stak bag Højen Maanen op sit Horn,
Og Taagen vugged sig til Dans paa Vang,
Da bares mod dem frem en liflig Sang.
Det var en Nattergal; — saa lød dens Toner:
Min Lov gaar som et Baand igennem alt,
Min Trøst er Dug fra rige, varme Zoner,
Som lindrer dér, hvor bitrest Taare faldt.
Al-Kærlighedens Lovsang hører Du,
Fjernt som et Hav, der lægger sig til Ro,
Igennem Nattergalens Tro
Paa det, som samler Livets Millioner.