Der sidder en gammel Kvinde,
Myndig og klog paa sin Fædrenegaard,
Hvor tusindaarige Ege
Som Skel om Markerne staar.
Den Bygherre var nok en gammeldags Mand,
Grundigt og godt! var hans Mærke;
De Mure trodse saa stærke
Tidens gnavende Tand.
Hun vaager, den gamle Kvinde,
Trods Ansigtsfurernes talende Skrift,
Over det ringeste Arbejd
I Gaardens store Bedrift.
Skøndt Sneen i Haaret har filtret sig ind,
Hun savner ej Ungdommens Kende:
Hedt Blodet mærkes at brænde
Bagved den runkne Kind.
Som Ørnens er hendes Blikke,
Dog taler de andet end Ørnens Sprog:
Tidt Overbærenhed løfter
De skyggende Øjnes Laag.
Det Blik, det fortner det ganske Værk;
Flinkt glider Dagen til Ende.
Den Husstand maa vel erkende,
At kærlig Fasthed gør stærk.
Til Gaarden er kommen en Pige.
Paa Hedemarken hun fandtes en Dag;
Men hvordan hun dér var kommen,
Ja det blev kun Pigens Sag.
Fortumlet, forrevet, med blødende Fod
Man bar hende frem for den gamle.
Hun bød: „Lad Barnet sig samle!“
Og ene man Pigen lod.
Hvad siden de tvende taltes,
Det spurgtes ej over den øvrige Gaard,
Men Pigen blev bragt til Arbejd,
Og Donten var streng og haard.
Hun sattes blandt Tyendet lavest ned,
Den groveste Gerning hun skøtted.
Hun sled og hun slæbte. Det nytted
Kun lidet, hun græd derved.
Hun rensed Køkken og Bryggers,
Med Kluden hun fjernede Støv og Smuds,
Og lærte taalmodigt at tie,
Naar Fadebursternen var studs.
Saa førtes hun ud paa Hovmarkens Jord,
Dér maatte hun hyppe og hakke;
Hen over den yppige Nakke
Gik Luftens hærgende Spor.
I Foraarets kulende Vinde
Med Skørtet kiltret for Knæet hun staar,
Huden skaller om Halsen,
Haanden har Vabler og Saar.
Saa kommer en Skylle; den sortnende Sky
Strømmer til Jorden og væder
Med Isnen den ivriges Klæder.
Hun taaler det uden at kny.
De bløde, forkælede Lemmer
De hærdes til struttende Sundhed og Kraft;
Hun føler fra Fod til Isse
Blodets nærende Saft.
Hun hæver, hun sænker den brunede Arm:
Sommerens Sæd skal lægges,
At Marken af Frugter kan dækkes
Ved Jordens velsignede Barm.
Saa staar hun en Dag derude.
Omkring hende Foraaret jublende ler;
Da hører en Fugl hun fløjte,
Men ikke hun Sangeren ser.
Den fløjter, den synger om Fortidens Stund:
„Jeg kender en Prins, som Du kender!“ —
Paa Kinden en Taare render
Ned om den bævende Mund.
Dog fluks har hun Værktøjet grebet;
Med Fasthed hun jager de Minder paa Dør,
Og Værket gaar raskt fra Haanden,
Om ej det er gaaet før.
Med Smil i sit Øje den gamle ser,
Mens hen over Marken hun skrider,
Til Pigen. „Ej ej, det glider!“
Hun raaber og vinkende ler.
Saa vige de vaarfriske Dage
For Sommerens Varme saa liflig og lind;
Den gamle kalder ad Pigen;
Hun træder i Storstuen ind.
Og dér af den gamle en Gave hun fik
— Hvad var det? — en gylden Hakke.
Hun véd ej, hvordan hun skal takke;
Hun sænker mod Gulvet sit Blik.
„Jeg véd nok,“ saa mæler den gamle,
„Hvad Fuglen paa Marken har sunget Dig for,
Men lytte til løse Fugle,
Den Lov den er ikke vor;
Her gælder det bøde med redelig Daad, —
Ved Hakken Du samlede Kræfter,
Saa lad den Dig tjene herefter;
Med Tiden da kommer vel Raad!“
Og Kornet paa Markerne modnes;
Da spredes de Piger med Seglen i Haand
Over de bugnende Agre;
De skære, de lægge i Baand.
Den unge Kvinde gaar fremmest i Flok,
Hun mejer og lægger paa Skaaret,
Og tørrer sig Sveden af Haaret,
Som filtres i fugtig Lok.
Da ser hun en Fugl over Kornet;
Den fløjter og spiller med Læmpe og List,
Den synger: „Jeg bringer Dig Hilsen
Fra Vennen, som Du haver mist’!“
Hun standser, hun sænker den blinkende Kniv;
Et Blik hun mod Sangeren sender, —
I Hjertet det stikkende brænder:
O kunde jeg lade mit Liv!
Saa hører hun bag sig den gamle:
„Ret saa; man maa puste paa Arbejdet ud!“
Og Pigen fornemmer om Panden
En duftende Lommeklud.
Hun suger dens Vellugt, den kvæger saa sød,
Hun føler en Haand at glide
Ømt over den bankende Side:
„Mit Barn, Du er endnu for blød!“ —
Da svinger hun Seglen i Haanden,
Hun skærer og lægger paa Skaaret og sno’r,
Og vil ikke lade sig standse,
Før Solen er længst under Jord;
Og tidligst af Flokken om Morgenen op
Hun springer, hvor Kornet skal bindes,
Og sidst iblandt alle hun findes
Paa Læssets højtgyngende Top.
Og Markerne blive saa nøgne,
Og Fattigfolk sanker blandt Stubbene Straa;
Da kaldes i Kammerset Pigen
Ind for den gamle at staa.
„Se nu har vi faaet vor Sæd under Tag;
Streng’ er jo Høstens Dage;
Nu vil jeg som Terne Dig tage
Omkring mig til Gavn og Behag!“
„Men først vil jeg række Dig Lønnen.
Af Arbejdet Lønnen, saa Arbejd igen; —
Se her er en Segl, som er gylden;
Du lægge til Hakken den hen!
Hvo redelig graver og redelig saa’r,
Vil Høstens Velsignelse finde;
Nu ville vi lære herinde
At styre den store Gaard!“ —
Og Jævndøgnsstormene suse,
Og Skyen daler og Solen gaar væk,
Og Sneen vælter sin Drive
Højt over Vejenes Hæk.
Da snurrer Rokken og Væven slaar,
Kister og Skabe fyldes,
At Julen kan standsmæssig hyldes
Over den hele Gaard.
De klirrer, de store Knipper,
I Ternens travle, betroede Haand;
Hvo Huset styrer, hun bliver
En allestedsspøgende Aand.
Men ej tør hun huse et hævnende Sind
Fra dengang, hun selv maatte lide;
Alt skal hun se og vide,
Men være for Smaafejl blind.
Og Ilden buldrer i Ovnen,
Og Lampen kaster i Stuen sit Skær;
Dér sidder Fruen med Regnskabs-
Bøgerne, en og hver.
Den gamle læser den unges Tal,
Og nikker imedens hun skærmer
For Lyset; og saaledes nærmer
Sig Aaret det store Fald.
Den dybe Vinternat sit Nytaarsny
Har tændt, og grønligt Frostens Stjerner blinke.
Da aabnes Husets Dør, og frygtsom, sky,
Paa Tærsklen Ternen staar, med Haanden lagt
I uvis Tøven om den kolde Klinke.
De nøgne Træers Grene skyde sig
I Skyggenet hen over Sneens Flade,
Der lig en stivnet Sluses frosne Skum,
Af Maanen vakt, i Glansen lydløst strømmer.
Alt hviler ellers, under Søvnen strakt,
Og Jorden ligger stille dér og drømmer
Om Løvtag under Træets visne Blade,
Om Sommer under Vintrens Nattevagt.
Dér staar hun stirrende, som om hun saa’
I Nattens Syner, hvori Trøst der laa
For Sukket, som det fulde Bryst bevæger.
Og Maanen smiler. Se, da hopper frem
En Ravn paa Sneen, kulsort mod det hvide.
Den stryger Næbet over Vingens Side
Og borer atter det i Sneen dybt,
Som om den vilde drikke
En kølig Slurk sig af et iskoldt Bæger.
Og Pigen taler til den:
Sig frem, fortæl, Du sorte Ravn:
Hvor er min Herre henne?
Og bærer Du ikke omsonst dit Navn
Som Visdommens Fugl,
Som Gaadernes Fugl,
Du maa vel hans Hjemsted kende!
Og kender Du det, Du sorte Ravn,
Som færdes og flyver saa vide:
For Snevand jeg giver Dig bedre Gavn!
Jeg skænker Dig Vin,
Jeg rækker Dig Vin,
Den dyreste Du maatte lide! —
Og Ravnen svarede:
Du lokker ej, Pige, den sorte Ravn
Med Vin fra din Madmoders Kælder;
Jeg drikker ej Snevand foruden Gavn:
Jeg tørster af Blod,
Jeg længes mod Blod.
Skænk i! og et Svar det gælder. —
Hun tog til Bæltet, tog i Hast en Saks
Og skar i Armens Aare sig. Og straks
Sprang Blodet frem, og ned i Sneen drypped.
Da hopped frem den slugne Ravn og dypped
Det brede Næb i Blodet. Fuglen drak
Hver Draabe, og saa fløj den bort, men sang
I Flugten dette Ravnekvad til Tak:
„Ravnen hugger aldrig
Ravnens Øje ud“ —
Saa præker de dumme Mennesker,
Som kro sig af deres Gud.
Ravnen er en Røver,
Sin Frændes Bryst han kløver
Og hugger hans Pandehud.
Krig er hans Løsen, Strid er hans Bud;
Hvorfor pynte med fremmede Fjer ham ud?
Ravnen er en Vismand.
Den Piges Blod han fandt
Sødest, som ej var en Jomfrus;
Min Putte, taler jeg sandt?
Ravnen er en Kriger,
Galant mod smukke Piger.
O ve, den Elskovs Tant! —
Østen for Sol og Vesten for Maane
Dér bor han, hos hvem Du ønsker at daane!
Hun gik paa Stedet for den gamle ind
Og kasted ned sig. Under hede Taarer
Hun bad, besvor; hun maatte did,
Langt bort til ham! Den Magt, som Hjertet saarer
Med overmægtig Længsels skarpe Bid,
I Sjælen drev sin Tand. Som Markens Kid
For Løven slængt hun laa dér for den gamle.
Og krampestrakt, med Sitren i hver Finger,
I Bølger Barmen, Pigens Øre lukt
Var for det Ord: „Mit Barn, Du maa Dig samle!“
„Jeg er jo hans!“ hun raabte, „Bjørnens Brud,
Hans, Prinsens Brud; ja mere nu end før,
Ti Tusind Gange mere er jeg hans.
Mit Kød, min Sjæl, hver Fiber, hver en Sans
Nu raaber om Barmhjertighed!“ — Og atter
En Skælven af det skønne Legem . . .
Her
Den gamle ved sin Favn den unge fatter:
„Jeg kunde vredes. Vreden er dog ej
Det rette Ord. Jeg ynkes kunde,
I Fald jeg ikke kendte fuldt den Vunde,
Hvorunder nu Du bløder. Selv jeg sendte
Den sorte Ravn af Sted for Dig at friste,
Men ej jeg vidste,
Dit Saar var end saa aabent. Nu! mit Barn
Dit Saar vil læges; — lad blot Tiden gaa.
Hos mig Du lærer at forstaa,
Hvorledes Tiden, ordnet efter Love,
Vil dæmpe hver en Storm. Bag trygge Skove
Vil Vandringsmanden finde Ro; hvad ej
Han finder ude paa den vilde Vove,
Hvor Skær og Skibsvrag tegner Strømmens Vej!“ —
Men Pigen sled sig løs: „Hvem er da Du,
At ikke Du den unges Hjerte kender?
Begrav det under Pligters tunge Jord,
Dæk det med Taalmods Værn mod Stormens Spor, —
Det sprænger alle Baand, og højt det brænder
I klare Flammer, naar det tror
At fange mindste Vink fra ham, fra ham,
For hvem, ved hvem, hos hvem det ene kender
Den Salighed at dø
Som for en Gud det hvide Offerlam!
Hvem er Du, skønt din Klogskab er saa stor,
At Du paa Fred og evig Hvile tror
For den, hvis Ansigt end har ingen Rynke?
Jeg kunde ynke
Dig selv, Du gamle, hvis min Ungdom ej,
Taknemlig for din Omhu paa dens Vej,
En Skyldner var Dig med en Gæld for Livet.
Dog: kun Station paa Vejen har Du givet!
Jeg kan ej standse her, saa lidt som Du
Kan fatte mig, det føler klart jeg nu;
Thi hvem og hvad er Du? det halve kun, —
Men Sjælen vil det hele, vil det alt,
Naar den bær’ Elskov i sig, ung og god og sund!“ . . .
Her rejste sig den gamle. Høj og rank
Hun stod med Lysnen i den store Stue.
Hun saa’ ej vredt. Hen over Brynets Bue
Drog fredsæl Venlighed og Ro og Klarhed
Som trende Søskende, der aldrig skilles.
Hun smiled. Saadan smiled vel den Gud,
Om hvem de skønne Børnesagn fortælle,
At paa hans Bud
De stride Vande stilles; —
Hun stod dér, selv en Gud paa jordisk Vis,
Og majestætisk ved sin store Ælde.
„Du nævner Livet!“ taled hun. „Min Magt
Og min Begrænsning har Du dermed sagt.
Jeg er, hvad alt Du blev, ved her at være
Hos mig i Lære,
Og hvad Du skulde blevet helt og fuldt
Ifald der ej var Grænser for mit Rige,
Ifald der ej var Haab og Længsler til,
Som fra min trygge Gaard, Trækfugle lig,
Bort imod andre Verdners Hjemsted hige.
Jeg ser det, med vort Samliv er det endt.
Din Tak jeg tager, men jeg vender den
Imod Dig selv. Din Løn har Du fortjent.
Se her, et gyldent Æble. Løn for Taalmod,
For huslig Færdighed og huslig Ynde.
Du drager bort. Jeg breder selv min Hynde
Paa Bænken, og jeg tænker da paa Dig.
Dog, husk, hvad Du er bleven til ved mig!
Om højt Du bæres nu paa fjerne Vover:
Man tør ej springe Mellemledet over.
Der er en Lov
For Sø, for Mark, for Heden og for Skov;
Der er en bunden Livets Harmoni,
Som Den maa prøve først,
Der slukke vil i Evighedens Kilder,
Hvor stærkest Vældet bruser, Læbens Tørst,
Og være paa de store Baner fri.
Der er en Markvej — mærk! — som man maa gaa,
Før man kan Øst for Sol og Vest for Maane
Den store Længsels Maal for Livet naa’!“
Hun klapped spøgende den unges Kind
Og vedblev: „Bort Du skal paa Vandring drage,
Men mine Sønner skulle Dig ledsage;
Hvis ikke, frygter jeg, Du vender snart
Og uden Held tilbage.
Du har i Skole gaaet her. Ifald
Du ser i Spejlet Dig, Du vil vel finde
Lidt Forskel mellem denne ferme Kvinde
Og hin, som fandtes ude paa min Hede.
Om Tegn til Rynke skal Du ikke lede;
De er der alt. Dog er Du smuk endda;
Men Kvindens Skønhed stammer ogsaa fra
En Kilde, som Du endnu ej har prøvet.
Her har fra Skurevisken Du, fra Støvet,
Ved møjsomt Arbejd svunget selv Dig op.
Slidt har Du med din unge, sunde Krop,
Til Yppighedens glatte Ham
Er af Dig faldet.
Men Du maa se paa Livet fra en Top;
Fra Højden maa Du Tordenbygen følge,
Højt over Dunsterne og over Skraldet. —
Sin modne Skønhed maa hver Kvinde dyrke
Ved vidt at strække Øjets Rækkekreds:
Da kan hun følge Manden i hans Styrke
Og tækkes ham — langt over de Halvtreds!“ —
— — — — — — — — — — — — —
Og den venlige gamle den unge drog
Ind til sit Hjerte. Hvor varmt det slog,
Det fik da Pigen at vide.
Saa pakked de Guldstadsen varsomt ind;
Den gamle kyssed den unge paa Kind:
„Og nu skal Du op at ride!“
Hun kaldte. Da lød der en susende Vind;
I Gaarden ind
Sprængte en Rytter og holdt der;
Og han sagde til Pigen: „Du sætter Dig op;
Men først i Pelsværk fra Taa til Top,
Thi vidt over Verden det koldt er!“ —
En Staalhue bar han, med Skind om Rand,
Jernklædt var han, den skæggede Mand;
Et Pilekogger paa Bagen.
Det rasled om Rytter, fra Hest det klang;
For Saddelknappen han Pigen svang:
„Hej!“ raabte han saa: „til Sagen!“ —
Vældig frem de red,
Som en Sky, der glider,
Stor og mørk og bred,
Over Fjeldets Sider;
Dybt da Skoven nejed
Dér hvor Hesten fo’r,
Ranke Træer svajed
Efter Hovens Spor.
Bække brused, Floder bølged.
Trav-i-Trav gaar Farten frem,
Uvejrsskyer danner Følget,
Skyer har sit Spjæld paa Klem.
Gennem Sprækken farer Lynet;
Rytteren han rynker Brynet,
Rejser sig i Bøjlen op:
Fremad Ganger, i Gallop!
Og af Sted, medens snart under Torden og Lyn
Hele Himlen i Kaos sig vælter,
Gaar det fremad, og bort i et ravende Syn
Styrter Landskabers brogede Bælter;
Men fra Rytterens Arm
Under Bulder og Larm
Skuer Pigen til Jorden og taler:
Jeg betror uden Frygt
Til din Kraft mig, din Kløgt,
Men — lidt længere ned! . . .
Og de daler.
Og hun ser de store Stepper
Mellem Klipper, mellem Skove,
Hvor en Vildheds Aand har lejret
Sig og lagt sig til at sove.
Under Søvnen løfter brune,
Nøgne Arme Tæppets Flig; —
Der staar Skarer op i Vaaben,
Ud paa Heden, frem til Krig.
Høje Raab og Skrig,
Vildmand Vildmand fælder;
Marken dækt af Lig;
Ingen Ynk der gælder.
Den, som Sejer vinder,
Driver til sit Telt
Dyr og fangne Kvinder
Fra den faldne Helt.
Se hvor Skaren Skarer avler.
Børn omkring i Skarnet kravler,
Folen jager rundt om Engen,
Hvor i Spydkast øves Drengen.
Brune Flokke, stærke Mænd,
Lød paa Brystet, Kniv ved Lænd,
Stolte Miner, Blod i Øjet,
Men i Teltet, sammenbøjet,
Sidder Trællekvinden.
Ar af Svøbens Snært om Kinden,
Blikket flakker vildt som Vinden,
Hundens Øje, Slavens Røst —
Pattebarnets Ulvetænder
Bider i det spændte Bryst.
Midt i mørke Klippeskove
Højt fra Tørvesøens Vove
Hæver sig et Offersted:
Blodbesmurte, mønjemalte
Gudedukkers Læbe griner,
Medens Præsters lovbefalte
Bøddelskare Fangen piner.
Offersteder, Rettersted:
Dybt fra Søens Brønd det sukker,
Skoven sig om Rædslen lukker —
Guden tier nok dermed.
Og saa suser den frem som en Græshoppesværm,
Denne Flok, som har Præster og Guder,
Som har Trælkvinder hjemme, har Teltdugens Skærm,
Har Heste og Vaaben og Huder,
Men ej Ro paa de skindbredte Puder.
Og den tænder sig lysende Baal paa sin Flugt,
Og med mødende Mænd faar den lettelig Bugt:
Der gaar knusende Lyn fra dens Klinge.
Og den raner sig Land, og den rydder sig Jord,
Og den sætter sig fast og i Bygninger bor
Og la’er Offer af Jorden sig bringe.
Men hvor ryddet og fredet end Landet ser ud:
Der er altid et Sted, hvor en mønjemalt Gud
Af Præsterne rækkes sin Føde;
Og hvor højt over Teltet end Bygningen staar:
Kvinden sig træller til Døde; —
Der er Teltliv i Herrernes Gaard.
Og saadan ride
De to over Jorden;
Fra Højden skuer
Pigen derned.
Hun øjned det større,
Hun aned det mindre, —
Saa spurgte hun Rytteren,
Hvad han hed?
Han ryster paa Hovedet;
Frem han peger,
Hvor knejsende Bjerges
Blaanende Rygge
Sitre mod Luften
I Zigzagstreger:
Did skal vi hen! —
Hun spørger ham hastig:
Er Maalet dér?
Skal dér jeg finde
Min tabte Ven?
Men Rytteren svarer:
En Kvinde spørger
Om altfor meget
Paa samme Gang!
Bag hine Bjerge
Venter min Broder;
Men Vejen til Maalet
Er endnu lang.
Hvor aldrig jeg kommer,
Dér rækker min Broder;
Hans Hest har Vinger,
Hans Aande varmer,
Legende nyder han
Alle Goder:
Lys er hans Vej!
Du glemmer mig snart
For den næste Rytter;
Men Du var modig, —
Det glemmer jeg ej!
Fra Bjergenes Solside jager en Struds
Ned ad den vældige Skrænt, som i Varmen
Gløder med Druer og rødmer med Roser; —
Lyst ligger Landet, en Have for Bjergenes Fod.
Og Strudsen bærer paa Ryggen en Yngling;
Han trykker i Favnen den modige Pige.
Han ler, og med straalende Blikke han peger
Ud over Haven: for Skønhed et duftende Rige.
Hun løsner hans Arm, og han smiler og siger:
Min Broder fra Øst har nok jaget Dig Kulde
Dybt i din Barm, at ikke Du taaler
Varmen, som vifter med Glød fra det brændende Syd?
Hun svarer stilfærdig den blussende Yngling:
Jeg taaler vel Varmen, som ikke Du kender;
Men alt, hvad jeg ejer, en anden tilhører.
Tal! tør jeg lægge det trygt i Rytterens Hænder? —
Han rødmer og nikker. Hun stirrer mod Jorden:
Byer af Marmor og mørkgrønne Lunde,
Templer paa Højene. Sange fra Dalen
Stige mod Templet og mætte den lyttende Luft.
Hvidklædte Mennesker mylre mod Templet;
Hjerter i Offer og Blomster i Gave
Bringes Gudinden, som nøgen og herlig
Knejser, et blændende Marmor i Marmorets Have.
Solen forsvinder. Med Fakler bli’r Natten
Lysnet; da skingrer i Hymnernes Jubel
Skærende Lyd, og bag Marmorgudinden
Skyder et Kryb, en hvislende Slange, sig frem.
Marmoret styrter, og Morgenen kommer.
Se, paa det nedbrudte Fodstykkes Rester
Troner en Kvinde; Jomfru med Moderens
Blik, som paa Drengen i Favnen hun straalende fæster.
Jubel og Hymner. De stime med Virak,
Vokslys og Blomster, at hædre de tvende.
Alle saa synge de Bønner til Drengen:
Men de har Øjnene vendt mod den dejlige Mø. —
Og Ynglingen nikker og nynner: O Skønhed! —
Men Pigen hun øjner, da Strudsen forstærker
Farten, et Syn, som i Hjertet hun gemmer:
Bagved Gudinden staar Bødler og sortklædte Klerker.
Hun synes, at Rytteren,
Ør af den sødlige
Duft fra Jorden,
Mattes i Blikket; —
Flugten bli’r lav.
Hun ser ham i Øjet:
Du kender ej Maalet,
Ej under Roser
Skal graves min Grav!
Østen for Sol og
Vesten for Maane
Huser min Herre;
Did søger min Flugt.
Kald paa din Broder,
Førend min Aande
Kvæles af Røgelsers
Kvalmende Lugt! —
Med blytunge Blikke
Han svarer: Du smukke!
Gerne jeg førte Dig
Ned i mit Rige,
Kaldte mig din.
Dog, jeg maa lyde.
Fluks imod Vest da!
Ak, hvilken Fest, ja,
Hvis Du var min. —
Hør det buldrer, hør det hviner!
Dampen sig af Røret piner,
Skriger som en løsladt: fri! —
Men der er en Jammertone
I den Frihedsmelodi.
Evig Hasten, evig Jagen,
Raslen, Susen, Drønen, Bragen,
Skumplen, Støden; blot af Sted!
Penge, Penge! det er Sagen;
Den, som ingen har, han bliver
Bagud, kommer ikke med.
Ad de blankpolérte Skinner
Fremad! Alt det fjerne svinder
Og det nære bli’r til Røg;
Hjernen ør af al den Støj.
Over Floder, gennem Bjerge,
Højt til Vejrs og under Jord,
Hvor en Bande sorte Dværge
Trak den blanke Skinnes Spor,
Ingen hviler, ingen nyder, —
Fartens Dæmon vil Tribut;
Fra dens Kæmpelunger lyder:
Myre, pas paa hver Minut!
Piben skingrer, Buldret standser;
Myrer kravle ud og ind,
Og af Sted paa Flugten danser
Atter Vestens Hvirvelvind.
Pigen føres med paa Flugten,
Træt i Tanken, bleg om Kind;
For det ny hun mangler ikke
Øjet — men det glade Sind.
Denne Række tunge Vogne,
Forspændt med en Hest af Staal,
Vil den kunne føre hende
Til den store Rejses Maal?
Og hun spørger rundt omkring
Dem, som føres med i Toget;
Men de le og svare noget,
Som hun ikke ret forstaar.
Dette Grinebidersprog,
Denne slappe Maskemine,
Nu og da et: Død og Pine,
Jeg skal af og tjene Mønt! —
Hun kan ikke blive klog
Af de Godtfolks løse Tale:
Om de aarevis var gale,
Eller nu først er begyndt.
En har Bibler i sin Lomme
Og Notérbog paa sit Bryst;
Regnestykker, isprængt fromme
Udbrud af en tykmæl’t Røst.
Han noterer Kul og Kaffe,
Silketøjer og Tobak,
Samt Avancen, de kan skaffe,
Mens han sukker Ve og Ak!
Men de fleste le ad alting
Med et stille, fedtet Smil,
Mens de bruge Næstens Skulder
Til at tage sig et Hvil;
Og til Hvilen kan de trænge,
Disse trætte Maskemænd,
Som skal tjene mange Penge,
Som skal fare saadan hen.
Der er et, som alle raabe.
„Solidarisk“ er det Ord;
Det gi’er Klang i hele Toget,
Genlyd ad det slidte Spor.
Solidarisk! Du kan flytte
Skuldren din til Ryggen min,
Naar Du vil til Gengæld støtte
Pungen min med Hjernen din! —
Der er Kvinder med i Toget;
Pyntet klædt er lav og høj:
Manden maa dog ofre noget
Paa sit bedste Legetøj.
Og de pludre, le og snakke; —
Det er Stadsen, som man syr
—Ordensstads—til Mandens Frakke;
Den er net, men ofte dyr.
Er de unge, kvikke, smukke,
Saa er Sagen ligefrem:
De bli’r Mandens Pyntedukke,
Manden den, som klæder dem.
Ej de nævnes dog Slavinde:
Der er Lov og Ret i Land;
De er Mandens Tjenerinde, —
Undertiden Husets Mand.
Hedder det, at dele Mandens
Arbejdsgerning: mange Tak!
Være Hjertets og Forstandens
Halvdel: det er følsom Snak!
Er de gamle, venneløse —
Nu! der er en Gerning skøn:
Drage Poge op og Tøse
Imod Kost og Ugeløn . . .
Saadan stønner Toget fort,
Saadan larmer det og buldrer;
Mænd med Faner staar og skuldrer,
Byer stige, Skove vige,
Til i Farten alt bli’r lige,
Til i Røg det svinder bort.
Ør og træt den kække Pige
Holder mod sin Svimmel Stand,
Til hun intet Holdepunkt,
Ingen Hvile for sin Tanke,
For sin Længsel finde kan.
Og hun spørger Togets Hest,
Som bestandig fly’r mod Vest:
Ligger Maalet ad din Bane?
Peger Manden med sin Fane
Didhen, hvor jeg længes til? —
Men den løbske Hest slaar Ild
Med sin Hov mod Skinnens Spor,
Og den pruster: Véd jeg, hvor
Folk vil hen, som gaar med mig?
Et kan jeg kun raade Dig:
Vig min Bane, søg min Bro’r;
Se, han suser frem fra Nord!
Og hun steg,
Baaret af Nordvindens vældige Vinger.
Op gennem Luften hun svæved, til Jorden
Laa som et udbredt Tapet kun, hvorpaa den
Dristigste Spøg af en Kunstner har udgydt
Planløse Billeders Mønster i vekslende Spil.
Støjen dernede fra døved ej Øret
Længer. Den blev under Toner begravet,
Toner af stigende Magt, af en evig
Strømmende Højhed og Vælde.
Det bar over Havet.
Op fra det svulmende Dyb, som hver larmende Jorddel
Knytter til Jorddel, men kun med en Bro for den kække,
Op fra de frejdige Bølger, som aldrig lod lægge
Aag sig paa Nakken, end ikke for Spøg blot engang,
Op fra den bølgende, liljebedækkede Vang
Steg imod Luften til Pigen en svulmende Sang:
Bølgerne.
Naar Lande mod Lande raser i Kamp,
Naar Jorden blir hyllet i mørknende Damp,
For Livet et Dødningelagen:
Da lysner det op
Over Bølgernes Top; —
Vi gemmer herude paa Glimtet, som varsler
Det kommende Liv gennem Dagen.
Naar Skrig efter Rov, naar Fyrsters Begær,
Om end kun en Røst fra ravende Troner,
Brøles fra Svælget af tusind Kanoner,
Og Folkenes Øre blir døvet;
Naar Vanvid er Hersker for Støvet: —
Da stemmer vi op vor ældgamle Sang;
„Frihed!“ den hedder; dens hamrende Klang
Slog som et Sværd gennem Slægternes Gang,
Og Verden blev varm ved dens Toner, —
Den hverver sig Menneskehjerter
Til Fremtidens evige Hær.
Hjerternes Hær under Frihedens Fane!
Op! vi skal varsle din gryende Bane:
Frem imod Afguder, malet paa Dug,
Hugget i Marmor, tilbedt i Smug,
Udraabt paa Gader og Stræder, —
Skilte, som skræmmed de gode,
Naar Skalke de tjente til Hæder.
Frihed for Manden, som styrer sin Vej
Støt imod Skraalernes hæse Staahej;
Frihed for Kvinden, som sælger sig ej,
Som jævnbyrdig sætter sin Ære
I Manden en Hjælper at være.
Frihed for begge i Aand, ej i Ord,
Frihed, som Brug af de levende Kræfter,
Ikke den Dug, som paa Stangen man hæfter;
Frihed for hver, som i Stillestandstid
Paa det evige Bølgeslag tror.
Bølger vi ere, vi skylle fra Nord.
Sundest og renest er Luften deroppe,
Kølig og stærk. Over Bølgernes Toppe
Svæver en Aand.
Lagde den vældige Verden i Baand
Forhen, og var som et Lyn han at skue:
Nu staar der Fred over Brynenes Bue;
Fri er hans Fart over Vandene hen:
Frihed han vil for Landenes Mænd.
Stormed han forhen med Hui og med Hast:
Nu er hans Vingeslag roligt og fast;
Tid vil han bruge for Maalet at naa’, —
Vi rullende Bølger vil ligesaa.
Bølger vi ere; vi følge hans Flugt,
Ydmyge, anende kun hvor han styrer;
Sange vi synge til samstemte Lyrer:
Lystrer en enkelt ej Taktslagets Tugt,
Da mørknes den Styrendes Øje.
Men naar vi følge hans Vingeslag nøje,
Da bliver Blikket som Nordstjernens Blink.
Bølger vi ere, vi følge hans Vink
Bort imod Maalet, det ubekendte,
Varslende Verden om Frihed —
Naar Verden har Tid til at vente!
Hun hælded sig op til Nordvindens Bryst:
„Skal jeg fare med Dig saa vide?“ —
Han svared: „Saa vide kommer Du ej,
Jeg sætter Dig af paa den halve Vej!“
Hun spurgte: „Ligger da Maalet dér?
Skal dér jeg møde min tabte Ven?“ —
Nordvinden smilede til hende hen:
„Du er en standhaftig Pige!
Lyt! jeg skal give Dig Rejse-Besked,
Sige Dig, hvad om din Ven jeg véd;
Men om Du har Maalet med Maalet naaet,
Det kender jeg ikke saa lige.
Mange det er her i Livet gaaet,
At Skibbrud i Havnen de led . . .!“
„Fortæl blot!“ sagde den kække Pige,
„Fortæl Du mig blot, hvad Du véd!“