Hvem er det, som sætter paa Stranden ind,
Hvor Søerne bryde og bruse?
Hvem er det, som kommer for strygende Vind,
Med Saltvandet drivende ned over Kind,
Lammeskindshuen paa Sned over Øjet,
Oprejst ved Roret, foroverbøjet,
Maalende Brændingens Sluse?
Hvem er det, som sætter saa støt og saa kold
Med Baaden — hej, hop! — over Brændingens Vold?
Det er Lars Kruse.
Han kommer med Varer, med Fragt eller Fisk.
Hans Baad er i Søgangen kun som en Visk,
Men en Visk i to prøvede Hænder;
Den ene paa Roret, den anden for Brynet,
Saa gaar det, som var det Kommers kun og Spøg;
Og hurtig som Lynet,
Med Skvæt og med Røg,
Ta’er Baaden et Spring; et Stød imod Stranden —
Og Søerne tørne mod Rælingeranden,
Som vilde de Rælingen knuse.
De knuser ej Baaden; den staar dér paa Sandet;
En levende Kæde tog den af Vandet:
Velkommen tilbage, Lars Kruse!