Bryd, Bølger, frem;
Fortæl mig Sagn om disse gamle Lande!
Nævn navnfri dem,
Som, slagne, steg i Land paa Hjemmets Strande! —
Vi synger om dem, som fra Slaget kom.
Ifald de gik langsomt, med sænket Pande,
Slukøret-vaklende, Minen from,
Saa tog man dem faderlig mildt under Armen,
Ledte dem frem
Til et Sygehjem,
Sørged for Kost og for Vask og for Varmen,
Gav Bouillon dem i Skaaler at drikke,
Spared paa Rødvin og Uldtæpper ikke, —
Og tog saa til Andagtsbogen
Og holdt dem ved Læsningen vaagen.
Thi mildt og goddædigt er Folkets Gemyt;
Paa „Stiftelser“ mangler det ikke i Landet,
Naar blot Du til Gavns er syg og forknyt
Og ussel og mager og meget andet.
Det lindrer at lindre det stakkels Kræ,
Det gør jo saa godt i det følsomme Hjerte
At stille en Synder hans Vunders Smerte
Og — se ham til Gavns i Knæ.
Da føler man ret sin indre Mission,
Da vokser man selv i sin Overbevisning
Og sikrer sig ved denne Naadens-Bespisning
Synderens slemme Person.
Men anderledes, naar Gangen er fast,
Naar Ryggen er rank, skønt Vunderne bløde,
Naar Panden løftet og Øjnene hvast
Ser Mængden mandig i Møde; —
Den hører jo ikke hans stille Sprog:
Tabte jeg hist, saa flygted I her,
Fejled jeg her, saa synded I der;
Mennesker fødtes vi alle,
Mens vi lærer at gaa, maa vi falde! —
Den stimlende Mængde ser kun hans Hang
Til at holde sit Hoved i Vejret,
Om Gangen er nok saa besværet;
Folket kan nok lide støtte Mænd, —
Naar Døden har strakt dem ad Marken hen;
Men saadan en Fyr, som er overhalet
Derude til Søs, som har Slaget tabt,
Han skal ikke gaa, som en Danser skabt,
Han skal værsaago’ lade sig køre
I Droske til Hospitalet!
O Hjemstavn, Havet fortæller ej nyt,
Naar det siger: stort er dit rige Gemyt! —
Du har tilgivet alt, hvad Sorg Dig har voldt:
At Sindet blev snævrere Dag for Dag,
At Snipper man skar af dit gamle Flag,
At Hjertet blev lunkent og koldt; —
Du har tilgivet alt, hvad man tilgive kan:
Mangel paa Evne, paa Mod, Forstand,
Paa Fremsynethed for By og for Land,
Paa kongelig Adel, som forhen Du dyrked,
Paa Kræfter, som skulde Dig styrket
Med Støthed og Stolthed i Længden: —
Men aldrig, at nogen raged,
Han være sig stor eller liden,
En Fingersbred blot over Mængden!