Bryd, Bølger, frem;
fortæl mig Sagn om disse gamle Lande!
Nævn navnfri dem,
som, slagne, steg iland paa Hjemmets Strande! —
Vi synger om dem, som fra Slaget kom.
Ifald de gik langsomt, med sænket Pande,
slukøret-vaklende. Minen from,
saa tog man dem faderlig mildt under Armen,
ledte dem frem
til et Sygehjem,
sørged for Kost og for Vask og for Varmen,
gav Bouillon dem i Skaaler at drikke,
spared paa Rødvin og Uldtæpper ikke, —
og tog saa til Andagtsbogen
og holdt dem ved Læsningen vaagen.
Thi mildt og goddædigt er Folkets Gemyt;
paa »Stiftelser« mangler det ikke i Landet,-
naar blot Du tilgavns er syg og forknyt
og ussel og mager og meget andet.
Det lindrer at lindre det stakkels Kræ,
det gør jo saa godt i det følsomme Hjærte
at stille en Synder hans Vunders Smærte
og — se ham tilgavns i Knæ.
Da føler man ret sin indre Mission,
da vokser man selv i sin Overbevisning
og sikrer sig ved denne Naadens-Bespisning
Synderens slemme Person.
Men anderledes, naar Gangen er fast,
naar Ryggen er rank, skøndt Vunderne bløde,
naar Panden løftet og øjnene, hvast
ser Mængden mandig imøde; —
den hører jo ikke hans stille Sprog:
Tabte jeg hist, saa flygted I her,
fejled jeg her, saa synded I dér;
Mennesker fødtes vi alle,
mens vi lærer at gaa, maa vi falde! —
Den stimlende Mængde ser kun hans Hang
til at holde sit Hoved ivejret,
om Gangen er nok saa besværet;
Folket kan nok lide støtte Mænd, —
naar Døden har strakt dem ad Marken hen;
men saadan en Fyr, som er overhalet
derude tilsøs, som har Slaget tabt,
han skal ikke gaa, som en Danser skabt,
han skal værsaago’ lade sig køre
i Drosche til Hospitalet!
O Hjemstavn, Havet fortæller ej Nyt,
naar det siger: stort er dit rige Gemyt! —
Du har tilgivet Alt, hvad Sorg Dig har voldt
at Sindet blev snevrere Dag for Dag,
at Snipper man skar af dit gamle Flag,
at Hjærtet blev lunkent og koldt; —
Du har tilgivet Alt, hvad man tilgive kan:
Mangel paa Evne, paa Mod, Forstand,
paa Fremsynethed for By og for Land,
paa kongelig Adel, som forhen Du dyrked,
paa Kræfter, som skulde Dig styrket
med Støthed og Stolthed i Længden: —
men aldrig, at Nogen raged,
han være sig stor eller liden,
én Fingersbred blot over Mængden!