Jeg takker Eder, I kære Venner,
At I stod hos mig, dengang det kneb;
Jeg takker alle de kære Hænder
For Trykket, hvormed min Haand de greb;
Jeg skal ej glemme Familjeblikket,
De Taarer, Øjet mig nægted ej;
Mig var beskikket
En domfældts Vej;
Frifinder-Blikket
Jeg glemmer ej.
Jeg er saa rørt, at for Skælven næppe
Jeg kan Jer sende min Afskedstak . . .
Titusind udsøgte Bambuskæppe
Og en Kantate af Av og Ak!
Hvis end som Skyldner I mig betragter
— Man kan dog drive sin Skyld for vidt —:
Gentag hvad sagt er,
Gentag det frit!
O jeg foragter
Jer. Vi er kvit.