Efteraar
(In modo d’una sonata).
(In modo d’una sonata).
Introduzione obligata.
Min Sang, min Sang!
Hæv Dig nu, baaren paa Hæderens Vinge,
Did, hvor en Gang
Jeg skued med Længsel i Øjet,
Da end jeg var ringe.
Mit Knæ er nu bøjet,
Bøjet mit Sind;
Hvad Modgangens Tider, de trange, ej mægted,
Mægter nu Du,
Hæderens Dag med dit Lys fra den straalende Tind.
Jeg har endnu Vaaben
At slaa Eder med;
Jeg lægger dem ned
Paa et indviet Sted,
Hvor de fredlyste Kildespring risle
Og Skoven staar stum.
Op da, min Sang,
Mod det evige Rum!
Som en løssluppen Dampsky, der hvirvler mod Solen;
Og Dampen er tusinde perlende Taarers samlede Sum.
Mod det evige Rum,
Hvor Sole er Stjerner, og Stjernerne Duggen i Enge,
Stiger min Sang.
Du spændte de Strenge,
Som nu over Lyrens Elfenbens Sangbund
Hvisker dit Navn.
Ak, giv mig en Gang kun,
Naar Rummet sig lukker og Stjernerne blegnende svinder,
Med Manddommens stærkeste Minder
At trykke din Haand
I en inderlig Tak: før Forliset jeg naa’de dog Havn!
Allegro appassionato.
Og da jeg var ung, mig selv kun jeg saa’,
Jeg havde derinde saa meget at gøre
Og aldrig Rist eller Ro til at naa
Derud. Jeg blev inden Døre.
Der spejled sig, mente jeg, Verden af;
Javist, men jeg saa’ ej, naar Døren blev lukket,
At Spejlet et udvisket Billed gav:
Det var Glasset i Varmen, som dugged.
Saa kom jeg da ud og Verden jeg saa’.
Den var, ak, saa stor; jeg stod saa betaget.
En Kæde med Led ved Led for mig laa,
Til den ene den anden sig haged;
Sulten og Nøden, det daglige Brød,
Kampen for Livet, det kæded dem sammen.
Et gribende Billed; den fælles Død
Danned om Dugen Rammen.
Jeg flygted tilbage, lod Døren dog staa
Paa Klem, og tog saa til Farver og Pensel.
Jeg maled Portræter af store og smaa,
En Kæde af Sygdom, af Sorg eller Skændsel.
Saa gik Du en Dag min Dør forbi
Og smiled og hilste som Budskab fra Glæden.
Jeg studsed og rødmed. Paa mit Staffeli
Kom Kærlighed øverst i Kæden.
Adagio con moto.
Naar Ilden var gaaet ud
Og mit Dagværk til Ende,
Jeg hented ej Brænde
før.
Hvorfor holde Ilden vedlige?
Hvem borger mig for, hvem kan sige,
Om ikke det hele er slukket,
Før Morgnen sin straalende Dør
Har for Livet, for Sangens de kommende Dage oplukket?
Ilden er længst gaaet ud.
Den brænder herinde,
Mit Hjertes Veninde,
nu.
Jeg vogter den varmende Lue,
Jeg sidder med Smil i min Stue;
Nætter vil komme og Dage,
Én vil der komme, hvor Du
Skal med Digtet, jeg skrev, paa min Gang som Vejviser drage!
Scherzo moderato.
Javel, jeg var en Spillemand
— Hej hop, paa glade Strenge —
Og jeg har føjtet vidt om Land
Og løbet langt og længe.
Fra Sol stod op til Sol gik ned,
Ind under Maanens Kølighed
Og Dagens hede Blikke,
Jeg sang og lo og græd derved —
Men paa en Sanger-Evighed
Tænkte min Taare ikke.
Var Sangen god, saa var det godt:
Jeg var som Fugl paa Kviste;
Men jeg har andre Veje traadt,
Maa andre Sange friste.
Nu ved jeg, hver Gang Sol gaar ned
Og Havets dybe Kølighed
Udslukker Dagens Blikke,
At jeg maa blive flittig ved —
Thi for en Kunstens Evighed
Skabtes jo Fuglene ikke.
Rondo infinito.
Ja, jeg har tænkt, og stundom med Skræk
— Skønt Du ved, jeg er stærk —
Naar jeg sad i ensomme Stunder:
Nu plukker de mig fra hinanden som Værk,
Sønderlemmer den kække Bersærk,
Stikker paany og paany i Træk
Deres Sonder i alle hans Vunder.
De lægger ham paa Dissekerbordet op!
— Ja Du véd, jeg er stærk,
Men jeg frygter dog deres Knive.
I Kampen jeg var jo en modig Bersærk,
Men bag efter kommer Kirurgernes Værk;
Ak, saa lad dog i Fred hans Krop,
Imens han endnu er i Live!
Du trykker min Haand. Jeg volder Dig Skræk;
Nuvel, jeg er stærk,
Og vi sidder ved Arnen tilsammen.
Jeg læser her om en gammel Klerk;
Han var nok en kronraget, vild Bersærk,
Og døde, og Fanden førte ham væk
Under Munkenes korsende: Amen!
Fem Hundred Aar. Saa grov de ham op,
Og saa skrev de et Værk,
Om hvordan han virked og leved.
Da var han bleven en stolt og stærk,
Ivrig og nidkær Herrens Bersærk;
Fanden var borte og „Brødrenes“ Trop;
Kun hans Stordaad tilbage var blevet.
Du trykker min Haand, men uden Skræk.
Ja, Du har gjort mig saa stolt og stærk,
Og vi sidde jo, Gudskelov, sammen.
Om fem Hundred Aar vil de skrive et Værk,
Og grave mig op som den gamle Klerk,
Og tage mit Liv i de store Træk.
Og saa synger „Brødrene“ Amen!