Luften sitred, da Solen gik ned;
At skilles gør saa bedrøvet.
Nu mørkner Løvet
Ved Søens Bred;
Løft Dig min Sang og hold Dig bered’,
Den savnede vil vi besynge.
I Høstnatten falmer den duftende Krans,
Som Vaaren fik flettet af Blomsternes Klynge;
Høsten rækker en Tankekrans,
Men det er Blomster, som tynge.
De blev jo vædet af Aftenens Dug,
Af Skyens perlende Taare;
De blev ej fredet for Vindenes Suk,
Om og de blev fredet for Øksernes Hug,
Da Bøgen lagdes paa Baare.
Det blev et tungsindigt Blomsterkuld
Trods Formens Renhed og Farvens Guld;
De spired omkring den kløvede Bul,
De dufter af Muld,
Og de længes mod Solskin saa saare.
Løft Dig, min Sang, mod den sitrende Luft;
Den savnede vil vi besynge.
Lad Blomsternes Klynge
Kun mangle i Duft,
Lad Maanen staa bleg i den blaanende Luft;
Vor Sang har dog Kræfter tilbage.
Hvad Vaaren slængte for rundhaandet hen
I Tillid til Sommerens evige Dage,
Det samler Høsten. Og stærkest er den,
Som véd: der er kort kun tilbage!