Tungt havde Alvoren Tag i mit Sind,
jeg tylled den suttungskc Bryg,
som Akademierne søber den ind —
og jeg tænkte saa smaat paa Paryk;
paa Nippet jeg var, med Nøgle paa Bag,
at møde ved bal parè:
saa mødte jeg Skælmeriet en Dag —
det var Dig . . . .
og nu kan jeg lé.